Det danske landshold levnes ikke mange chancer mod et genrejst fransk mandskab søndag aften. Men der findes én måde at smide grus i det blå maskineri.

Det franske landshold. Les Bleus. Ordene i sig selv er næsten skræmmende. Det er et hold fra den absolutte verdenselite, det danske landshold søndag aften skal måle sig med i den lille provinsby Saint-Étienne lidt sydvest for Lyon.

Efter over et tiår med flere ned- end opture er et af europæisk fodbolds bedste og mest vindende landshold gennem tiderne igen på vej mod toppen. Pejlemærket kom under sidste års VM-slutrunde – svendestykket skal leveres under EM på hjemmebane næste år. Søndag aften agerer det danske landshold prøveklud.

»Frankrig er et hold på vej frem og op. Ingen tvivl om det. De har kapaciteter på alle positioner. Uanset om vi snakker centralt forsvar, midtbane, offensive backs, kanter eller angribere,« siger landstræner Morten Olsen til BT.

»De er ved at nærme sig det hold, de havde i 1998 og 2000. Det hold, der vandt EM og VM. Det var et fantastisk hold og et hold, der inspirerede fodbolden,« fortsætter Olsen.

Frankrig ventes at stille med et decimeret hold i Saint-Étienne. Bayern München-stjernen Franck Ribéry nægter at optræde i den blå trøje, og de to verdensklassespillere, Tottenham-keeper Hugo Lloris og Juventus’ Paul Pogba, er begge skadede. Samtidig sparer den franske landstræner, Didier Deschamps, formentlig store navne som Karim Benzema fra Real Madrid og Antoine Griezmann fra den anden Madrid-klub, Atlético. Alligevel er Danmark alt andet end favorit mod det hold, der efter Tysklands verdensmestre er den fremmeste kandidat til at snuppe EM-guldet næste år.

»Vi spiller med nogle, vi ikke kan sammenligne os med. Dermed ikke sagt, vi ikke kan slå dem. Men hvis vi skal kunne slå dem, er der ingen tvivl om, at vi skal toppe alle sammen, og vi skal toppe som kollektiv. Kun sådan har vi en chance mod sådan et hold. Men det er sket før, og det er selvfølgelig det, vi går efter,« påpeger landstræneren.

Netop EM-slutrunden næste sommer fylder alt i den franske selvbevidsthed. Slutrunden skal ikke bare bruges til at promovere Frankrig som land, men også til igen at manifestere det franske landshold som en stormagt i international fodbold.

»Det er en enorm inspiration, at de kan spille EM-titlen hjem på hjemmebane. Uanset om man har været med i mange år, eller man er helt ny spiller. De er selvfølgelig topmotiverede i alle kampe, og det ser man også på publikum. Der er udsolgt i morgen (i aften, red.), og der vil være udsolgt, uanset hvor de spiller i Frankrig, fordi de er værtsnation næste år,« lyder det fra Morten Olsen.

Alligevel kan Frankrig naturligvis slåes. Men det danske landshold skal bruge hjælp. Ikke fra højere magter, men fra modstanderen selv. Det franske landsholds værste fjende er netop dem selv. Det har de vist talrige gange i løbet af de seneste ti år, og Morten Olsen satser på, at det sker igen. Landstræneren har i hvert fald tænkt sig at forsøge at fremprovokere det.

»Franskmændene har engang imellem deres væsen mod sig. Nogle gange er de lidt arrogante. Eksempelvis i 2010, da vi stødte på dem i en landsby i Sydafrika. Dengang var det ikke et hold. Det var 11 individualister. Hvis vi skal have en større chance for at slå dem, er det dejligt at møde 11 individualister frem for et kollektiv med 11 klassespillere,« fastslår landstræneren.

»Vores chance er, at der kommer grus i maskineriet. Også menneskeligt,« slutter han.

Teamnews:
- Kasper Schmeichel er tilbage i målet, efter Stephan Andersen onsdag stod mod USA.
- Lars Jacobsen træder ind på højre back i stedet for Daniel Wass, der til gengæld er i spil til en plads på den centrale midtbane.
- Nicolai Boilesen er tvivlsom. I stedet kan Simon Poulsen træde ind på venstre back.

Forventet startopstilling:
Kasper Schmeichel – Lars Jacobsen, Simon Kjær, Kian Hansen, Simon Poulsen – William Kvist, Michael Krohn-Dehli, Thomas Delaney – Lasse Vibe, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.