Investeringsselskabet der ejer Vejle-spillerne vil være med til at finde en løsning med de nye investorer

I 2010 solgte Vejle Boldklub transferrettighederne på alle klubbens fremtidige salg til investeringsselskabet 1.1. 2010. To år senere forlængede man rettighederne til 2016, og det har samlet kostet investorerne i selskabet godt 22 mio. kr.

Men det er netop investeringsselskabet, der potentielt kan blive en af stopklodserne for Vejles redning. De investorer der har givet tilsagn om kapitaltilførelse på 18 mio. kr.  ønsker naturligvis del i de eksklusive transferrettigheder, hvor især mange af Vejles unge talenter allerede er ombejlede af europæiske storklubber.

Direktør for investeringsselskabet der ejer spillerne er VB-koryfæet Gert Eg,  og han garanterer, at de ikke kommer til at volde problemer i bestræbelserne på at redde Vejle fra konkurs.

- Jeg har jo allerede tidligt i forhandlingsforløbet fået opbakning fra aktionærerne i, at jeg kunne gå med til forskellige løsninger. Vi bliver ingen showstopper i det her forløb. Jeg er ret sikker på, at der er respekt fra de nye investorerer, at vi har købt en vis værdi, og det er ordentlige mennesker, så jeg er sikker på, at vi finder en rigtig god løsning, forsikrer Gert Eg.

Tirsdag aften pegede Vejles bestyrelsesformand Lars Skou på, at en af de største hurdler i redningsplanen ville være forhandlingerne om transferrettighederne. Men det skal man ikke frygte.

Gert Eg forventer allerede onsdag og torsdag at være i dialog med de nye pengemænd omkring at give afkald på visse dele af transferrettighederne. En mulighed kunne være at opdele førsteholdet og talentafdelingen.

- Vi er først og fremmest glade for, at det er lykkedes Vejle Boldklub at få tilført noget kapital. Det siger sig selv, at hvis klubben var gået konkurs så var vores transferrettigheder lig 0 kroner, forklarer Gert Eg.

Ifølge BTs oplysninger er Dancake-direktør og tidligere Vejle-spiller Klaus Eskildsen en hovedaktør med en stor aktiepost i investeringsselskabet, der ejer spillerne samt i den nye investorkreds der har givet tilsagn om 10 mio. kr. Derfor sidder han også på begge sider af forhandlingsbordet, og det giver endnu mere mening, at man finder en god løsning.