Det danske kvindelandshold valgte på trods af den verserende konflikt med DBU at stille op i de rød-hvide trøjer, da de onsdag eftermiddag ved Algarve Cup i Portugal slog de forsvarende verdensmestre fra Japan.

Mens herre- og u21-landsholdet stadig arbejder på at finde en løsning med DBU, har de bedste kvindelige fodboldspillere fået udsat deres deadline til den 12. marts - hvor Algarve Cup er slut - før de skal tilkendegive, om de accepterer den nye aftale.

»Spillerne har accepteret at deltage i Algarve Cup, som en udstrakt hånd til DBU, dog uden at DBU kan benytte spillernes kommercielle rettigheder. Det skal ikke ses som en accept af tingenes tilstand, men et ønske om ikke at optrappe konflikten nu. Vi håber og regner med, at vi nu kan forhandle os frem til en kollektiv aftale for kvindelandsholdet,« forklarede Spillerforeningens formand Thomas Lindrup.

De danske fodbold-jernladies slog i den første kamp i Portugal de forsvarende verdensmestre fra Japan med 2-1 på mål af Sanne Troelsgaard og Johanna Rasmussen. En uventet sejr, og træner Nils Nielsen var glad for, at Danmark endelig havde heldet med sig.

»Så kom vi i gang. Det var rigtig dejligt. Det holdt hårdt til sidst, og vi kom under pres, men det havde vi jo også forventet mod så stærkt et hold. Pigerne stod rigtigt i forhold til det, vi gerne ville, hvor vi prøvede at være kompakte og effektive. Det var dejligt at få scoret, og vi har virkelig savnet at få noget ud af vores arbejde og få lidt held,« siger landsholdtræner Nils Nielsen efter kampen til Kvindelandsholdets Facebook-side.

Kvindelandsholdet skal dog stadig finde ud af, om de vil skrive under på de nye krav fra DBU. Lige nu er der forhandlinger i gang mellem Spillerforeningen og DBU, og her har kvindelandsholdets normale anfører Line Røddik meldt ud, at kvinderne står skulder ved skulder med mændenes A-landshold og U21-landshold, der afviser at indgå individuelle aftaler med DBU i stedet for en kollektiv aftale.

Dermed kan det danske kvindelandshold se meget anderledes ud, når de møder Sverige 8. april.