Det danske fodboldforbund bakker op omkring FCKs ønske om at flytte Champions League-kamp fra Ukraine

FC København har de seneste dage forsøgt at ændre UEFAs beslutning om, at Champions League-kvalifikationskampen mod Dnipro flyttes væk den ukrainske by Dnipropetrovsk.

Udenrigsministeriet kalder situationen i det østlige Ukraine for ustabil, men fraråder dog endnu ikke danskere at rejse dertil.

Men FCKs appel til UEFA får stor opbakning fra DBU, der har sendt et brev direkte til det europæiske fodboldforbund.

- Vi har klart meddelt UEFA, at vi bakker op omkring FCKs betænkeligheder ved at afvikle kampen i det område. Vores eneste måde at agere på over for UEFA er på denne måde med en skriftlig melding. Andet kan vi ikke rigtig gøre, siger Henrik Andersen, der er afdelingsleder i DBU Turneringer.

Hos DBU har man tiltro til, at UEFA træffer den rette beslutning uanset, hvor det lander.

- Vi må have en tiltro til, at UEFA har kompetente folk til at træffe den her slags beslutninger, og at de har gennemgået alt. Men det er klart, at vi bakker op omkring klubber i vores forbund, når de kan påvise, at det stort set er umuligt at rejse dertil, siger Henrik Andersen.

FCK har indsendt dokumentation til UEFA, der peger på, at ingen luftfartsselskaber i Skandinavien ønsker at flyve til Dnipropetrovsk.

Med en hurtig søgning på Momondo kan man dog se, at man via Wien eller Istanbul kan komme til den ukrainske by. Men hovedproblemet er, at lufthavnen i Dnipropetrovsk så sent som søndag aften var lukket, og hele tiden veksler mellem at være åben og lukket.