Hareide har ifølge DBU ikke forlænget kontrakten, der løber til 2020 - men kan opsiges af begge parter i 2018.

Danmarks landstræner Åge Hareide siger til Horsens Folkeblad, at han og Dansk Boldspil-Union (DBU) er blevet enige om en kontraktforlængelse frem til 2020.

Men i virkeligheden er der ikke tale om en kontraktforlængelse, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU).

Kontrakten har nemlig hele tiden stået til at udløbe i 2020 - men med en option for begge parter om at stoppe samarbejdet i 2018.

»Man kunne have lavet en toårig aftale med en option om at forlænge den, eller man kunne lave en fireårig aftale med en option for begge parter om at kunne ophæve den efter to år,« forklarer Kim Hallberg, elitechef i DBU.

»Det er egentlig bare et spørgsmål om, hvordan man udformer papiret.«

Dermed er der ifølge unionen intet nyt i forhold til Hareides kontraktsituation.

Landstræneren sagde til Horsens Folkeblad:

»Vi har forhandlet kontrakten færdig. Den ligger hjemme i min skuffe, og DBU har en dato for, hvornår det bliver offentliggjort.«

Den udmelding indikerede, at begge parter var enige om ikke at udnytte optionen om at stoppe samarbejdet i 2018. Men ifølge Kim Hallberg er det slet ikke en snak, der har været bragt op endnu.

»Aftalen har hele tiden været med Åge, at når vi kommer hen på den anden side af sommerferien, så sætter vi os ned og evaluerer tingene omkring, hvordan han har det med at fortsætte, og hvordan vi har det med at fortsætte, ligesom det er kutyme med sådanne aftaler.«

»Der står selvfølgelig en eksakt dato i kontrakten, men den synes jeg ikke nødvendigvis er interessant for andre end DBU og Åge,« siger Kim Hallberg.

Han lægger dog ikke skjul på, at pilen peger i positiv retning i forhold til at beholde Hareide som landstræner frem til minimum 2020.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi er super tilfredse med Åge. Han gør et fantastisk stykke arbejde både omkring landsholdet og for dansk fodbold generelt,« siger elitechefen.

»Og når nu vi vinder på søndag (mod Rumænien, red.), så er der ingen tvivl om, at fodboldentusiasmen kommer tilbage i alle afkroge af Danmark.«

Hareide og landsholdet er samlet i München inden den vigtige VM-kvalifikationskamp søndag ude mod Rumænien.

63-årige Åge Hareide har stået i spidsen for Danmark i ti landskampe. Det er endt med fem sejre, to uafgjorte og tre nederlag med en samlet målscore på 21-10.

Bag tallene gemmer sig, at Danmark er under pres i VM-kvalifikationen, efter det hele startede godt i venskabskampene efter nordmandens tiltrædelse.

Han indledte med blot ét nederlag i fem kampe, men i VM-kvalifikationen er status to sejre og to nederlag efter fire kampe. Kun Armenien og Kasakhstan har Danmark besejret. Nederlagene er faldet mod Montenegro og Polen.

Danmark ligger således på tredjepladsen i gruppe E før den vigtige udekamp mod Rumænien på søndag.

/ritzau/