Hvis AaB indgiver klage over Brøndbys henvendelse til Kasper Kusk kan det udløse bøde til Brøndby.

AaB er ikke tilfredse med, at Brøndby efter alt at dømme har henvendt sig til Kasper Kusk uden om dem. Brøndbys sportschef Per Rud fortalte torsdag, at de havde fået et nej fra Kasper Kusk, men AaB har ikke fået en henvendelse fra Brøndby.

Nu vil AaB undersøge sagen til bunds og det kan i sidste ende udløse en klage til DBU over et brud på reglerne fra Brøndbys side.

Divisionsforeningens turneringschef Peter Ebbesen vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men siger generelt om reglerne.

- En interesseret klub skal kontakte en spillers nuværende klub, hvis der resterer mere end seks måneder af spillerens kontrakt. Det er hovedreglen, når det gælder transfers, siger Peter Ebbesen til bt.dk.

Hvorvidt en frikøbsklausul ændrer på det faktum, er mere besværligt at svare på.

- Det er virkelig svært at svare på i praksis. Så kan man begynde alle mulige diskussioner om hvorvidt den sælgende klub løber en risiko med en frikøbsklausul. Men hvis vi skal holde os til det helt juridiske, så gælder seks måneders reglen også her, forklarer Ebbesen.

Han oplyser desuden, at det er DBUs Disciplinærudvalg, der skal sidde med sagen, hvis det udvikler sig til en formel klage fra AaBs side.

I 2011 fik Randers og Kim Aabech hver en bøde på 25.000 kr. Aabech havde skrevet under med Randers, før der resterede seks måneder af sin kontrakt, og det var et klart brud på reglerne fra Randers og angriberens side.

Værre endnu så kollapsede skiftet senere, og Aabech blev i Lyngby. Men bødens størrelse er meget individuel fra sag til sag, men det bliver ikke beløb, som Brøndby får problemer med at betale.

I AaB er man ikke imponerede af, at Brøndby meldte ud, at de har fået nej fra Kasper Kusk.

- Nu er vi nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi ved endnu ikke, hvad der er rigtigt. Vi har læst historier i dagspressen, og så har vi nu set Brøndbys udtalelser. Hvis det viser sig, at reglerne ikke er blevet overholdt, så er vi nødt til at gå videre med det, siger AaBs sportschef Allan Gaarde.