Ifølge DBU kunne Bendtners tilstedeværelse have ændret karantæne-dom, men Nicklas Bendtner blev væk fra UEFA-høring.

De er givetvis et af verdens dyreste par boxershorts. Og så er de ikke engang beklædt i diamanter eller håndsyet med guldtråd.

 Da Nicklas Bendtner efter sin anden scoring mod Portugal hev op i trøjen, og gav et glimt af sine box-ershorts sponsoreret af bettingselskabet Paddy Power, virkede det som en drengestreg.

Men den slags drengestreger ser UEFA meget alvorligt på, og mandag fastholdt man så en spilledags karantæne til Bendtner for ulovlig reklame i UEFA-regi under EM.

Sent mandag udsendte DBU så en pressemeddelelse, hvor man helt tydeligt ærgrer sig over, at Nicklas Bendtner ikke mødte op til den UEFA-høring, der fandt sted tidligere på dagen.

- Vi har både lyttet til de formelle og de uformelle meldinger fra UEFA i løbet af de sidste to måneder. Og uanset at Nicklas’ forklaring er gengivet i vores appelskrift, så vidste vi også, at udvalget tillagde det betydning, at han selv ville stille op til domshandlingen. Derfor kommer stadfæstelsen ikke som en overraskelse for os, siger DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen.

UEFA gav Nicklas Bendtner muligheden for at møde op og forsvare sig ved gårsdagens høring ovenpå DBU-appellen, men Bendtner meddelte via sin advokat, at han ikke ønskede at dukke op i UEFAs hovedkvarter i Nyon.

Selv landstræner Morten Olsen erkender, at han ikke er informeret omkring, hvorfor Bendtner ikke ville møde op til høringen og forsøge at omstøde karantæne-dommen.

- Jeg kender ikke begrundelsen for, at han ikke tager ned og forsvarer sig overfor UEFA. Men i betragtning af hans uafklarede situation på klubfronten, kan der være flere grunde til det, og derfor vil jeg ikke forholde mig til den del af sagen. Den er afsluttet, og nu skal vi videre, siger Morten Olsen.

Nu må Olsen i stedet klare sig uden sin bedste angriber, og det bør bekymre vurderer tidligere landsholdsprofil Martin Laursen.

- Havde det været målmandsposten eller sågar midterforsvaret, som blev ramt, så ville det ikke være et så stort problem. Selv Daniel Agger kan vi bedre undvære, fordi vi har flere gode garderinger på hans plads. Men vi er sårbare på Bendtners position, for det er altså noget helt specielt at gå ind og spille en VM-kvalifikationskamp mod et af Europas bedste landshold, siger Laursen, der også fungerer som ekspert på TV2 Sport.

Nicklas Helenius, Nicki Bille, Morten Skoubo og FCKs nye komet Nicolai Jørgensen kan alle være i spil til frontløberpladsen mod Tjekkiet, men bortset fra Skoubo vil de alle være nye i landsholdssammenhæng.