Bettingfirmaet bør ikke betale bøden for Nicklas Bendtner, mener Dansk Boldspil-Union.

Der gik ikke lang tid, efter det stod klart, at Nicklas Bendtner ville blive straffet for at vise sine underbukser frem, før det irske bettingfirma Paddy Power lovede, at det nok skulle betale bøden. Det var før, bødens størrelse blev fastsat til svimlende 750.000 kr., men så sent som onsdag sagde Nicklas Bendtners rådgiver Jesper Lynghus til sporten.dk, at han forventede, at irerne ville holde ord.

Men står det til DBU, må Nicklas Bendtner selv til lommerne.

- Vi har anbefalet Nicklas Bendtner, at han afholder sig fra yderligere kontakt med det irske firma, siger DBUs kommunikationschef Lars Berendt som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er acceptabelt for DBU, hvis Nicklas Bendtner lader Paddy Power betale bøden.

Endnu har UEFA ikke sendt DBU præmisserne for dommen, der lyder på en spilledags karantæne og 750.000 kr. i bøde, så endnu har forbundet ikke haft mulighed for at anke dommen. Begge dele forventes at ske, når EM er forbi og UEFAs disciplinærkomité igen er samlet.

- Straffen består af to dele, hvoraf den første (karantænen, red.) har interesse for DBU, fordi den har sportslig betydning for landsholdet, mens den anden del helt oplagt er en personlig straf til Nicklas Bendtner. Vi er i dialog med Nicklas Bendtner angående en anke, men vi kan ikke gøre noget, før vi har præmisserne for dommen, siger Lars Berendt.

Kommunikationschefen har tidligere udtalt, at generalsekretær Jim Stjerne Hansen, der har 22 års erfaring fra disciplinærarbejdet i UEFA finder straffen meget hård, og at det har været med til at få DBU til at beslutte sig for at anke.

- Men det ændrer ikkepå DBU's holdning om, at Nicklas Bendtner principielt bør holde sig fra kontakt med det irske firma, siger Lars Berendt.