DBU har indgået en samarbejdsaftale med OMBOLD, der er en organisation, som arbejder på at hjælpe hjemløse, socialt udsatte og stof-misbrugere tilbage til en normal tilværelse.

DBU giver således en træner-uddannelse til de 12 spillere, som i 2012 udgør Hjemløse-landsholdet i fodbold.

- Vi indgår et samarbejde med OMBOLD, fordi det er godt for begge parter. Vi har altid behov for dygtige trænere, uanset hvilket socialt lag, de kommer fra, og uanset om de har en registreret bopæl eller ej. Vi tilbyder de hjemløse samme vilkår som alle andre potentielle trænere på vore uddannelses-kurser. For nogle af de hjemløse bliver det måske deres første eksamensbevis nogen sinde – og dermed en inspiration for dem til at få endnu mere ud af deres liv, siger Poul Gilling, der er uddannelseschef i DBU.

I OMBOLD er der stor glæde over aftalen med dansk fodbolds hovedorganisation.

- DBU understreger igen, at fodbold er for alle med lyst til og passion for spillet, siger Janek Majewicz, som er cheftræner for Hjemløse-landsholdet og selv har gennemgået en stor del af DBU’s uddannelse.

- Med sit tilbud til os giver DBU nogle mennesker en fantastisk mulighed for at få en succes-oplevelse og ikke mindst en uddannelse, der åbner døren for dem til et sundt og bedre socialt netværk, siger Janek Majewicz.