DBU-direktør Claus Bretton-Meyer nægter at give afkald på sin løn, på trods af, at landsholdsspillerne skal gå ned i løn

Der foregår lige nu en benhård strid mellem DBU og de danske landsholdsspillere, da DBU, med Claus Bretton-Meyer i spidsen, kræver at spillerne skal gå kraftigt ned i løn i den nye lønaftale. Det har ført til en konflikt mellem parterne.

På trods af kravet om at landsholdsspillerne skal gå ned i løn, så nægter Bretton-Meyer selv at gå ned i løn. Det afslørede han i søndagens udgave af Onside.

»Det drejer sig ikke om min løn. Jeg er ansat til at løse en opgave her, og hvis du kigger på den samlede økonomi i DBU, så ville jeg ønske, at en lønnedgang for mig havde den store betydning. Men det har det desværre overhovedet ikke, eller en meget, meget lille betydning,« siger Claus Bretton-Meyer til Onside.

Ekstra Bladet skrev lørdag, at DBU's formand Jesper Møller har valgt at gå 80.000 kroner ned i løn, da økonomien i DBU er presset. Men den model afviser Claus Bretton-Meyer altså selv at følge.