VM 2018 og 2022 i henholdsvis Rusland og Qatar står for skud. Efter Sepp Blatters afgang fra FIFA skal det undersøges, om korruptionsrygterne i forbindelse med tildelingen af de to slutrunder har noget på sig. Og i så fald skal nye værter findes.

Det mener i hvert fald formand for DBU Jesper Møller, der også har afløseren klar, hvis det skulle blive aktuelt.

»Lad os få afdækket tingene. Hvis der er sket uregelmæssigheder, så skal der sanktioneres i forhold til de to slutrunder,« siger formanden ifølge DR Sporten og fortsætter:

»Jeg har før hørt tyskerne sige, at de kan hurtigt arrangere et VM på tre til seks måneder.«

Det engelske fodboldforbund FA langede tirsdag aften hårdt ud efter de to slutrunder og især Qatars tildeling.

»Vi kan gå tilbage og se på tildelingen af disse to VM. Hvis jeg var Qatar, så ville jeg ikke føle mig alt for sikker lige nu,« udtalte formand Greg Dyke.

Men den bemærkning tager Jesper Møller dog sit forbehold for, da England selv var blandt kandidaterne til at afholde VM 2022:

»Det er ikke første gang, at England har givet udtryk for det. Det er der nok en rigtig god grund til, for de var jo også selv interesserede.« fortalte Jesper Møller.