Danmarks næste landstræner skal være en yngre model og have international erfaring.

Sådan lyder udmeldingen fra DBUs administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer overfor BT, efter han torsdag i Børsens web-tv-program 'Bag Slipset' luftede sine tanker om profilen for fremtidens landstræner.

De kriterier indsnævrer feltet gevaldigt, hvis man kigger på danske trænere. Her er der umiddelbart kun tre navne, der kandiderer: Kasper Hjulmand, Morten Wieghorst og Michael Laudrup.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte de navne, du nævner, for så langt er vi slet ikke endnu. Men jeg vil i 2016, hvor Morten Olsens kontakt løber til, opstille en liste med tre kandidater til bestyrelsen, hvor jeg har peget på den ene, siger Claus Bretton-Meyer.

DBU-bossen ville heller ikke kommentere på, om en forlængelse med den nuværende landstræner er en mulighed. Men Morten Olsen passer umiddelbart ikke så godt ind i Bretton-Meyers forestilling om en yngre træner.

BT kunne tidligere fortælle, at Troels Bech var blandt kandidaterne til at blive ny landstræner. Navne som Johnny Mølby og Kent Nielsen har også være nævnt, men fælles for dem alle er, at de vil falde på Bretton-Meyers kriterier om international erfaring.

Der er også muligheden for, at DBU vælger en udenlandsk træner, for Bretton-Meyer bekræfter, at et dansk pas ikke er et ufravigeligt krav, når den nye landstræner skal findes. Den holdning er et opgør med den tanke, som den tidligere ledelse med Jim Stjerne i spidsen formulerede på følgende måde i juni 2013:

- Den mest engagerede og mest ambitiøse træner til et dansk landshold vil alt andet lige være en, der har dansk nationalitet.