Lyngby viste forrygende fight, da holdet med en mand i undertal i en hel time besejrede Esbjerg 1-0 og sendte Superligaholdet ud af DBU Pokalen.
Men lige så tilfreds David Nielsen var med sine spillere, lige så frustreret var han over dommer Anders Poulsen.
Først viste Poulsen Daniel Jensen ud efter bare 31 minutter, og umiddelbart efter scoringen præsenterede han Dennis Sørensen for det røde kort, fordi den udskiftede angriber tilsyneladende havde jublet for voldsomt efter dommerens smag.
»Det er helt horribelt at give Dennis direkte rødt på grund af en jubelscene. Det kan vi ikke acceptere, og jeg kommer til at sove ude hos DBU, indtil de beslutter at trække det røde kort tilbage. Det er helt sindssygt,« sagde David Nielsen til bt.dk.
»Med hensyn til Daniel Jensen så virker det også vanvittigt. Hvis du skal vise en mand ud med to gule kort inden for fem minutter, så skal det være virkelig voldsomt. Og han går jo bare ind i en duel. Jeg havde virkelig ondt af spillerne, og især af Dennis Sørensen,« sagde David Nielsen efter sejren over Esbjerg.
Pånær utilfredsheden med dommeren, så havde David Nielsen rigeligt at glæde sig over, og det kunne han takke sine spillere for.
»Det var voldsomt. Det her er spillernes sejr, de vil vinde. De slås hver dag til træning, og nu får de betalingen for det. Vi bliver ved med at kæmpe, og vi ved, at chancen er der på dødboldene. Og det er fantastisk sparket ind til sidst,« roste David Nielsen sine spillere og især Casper Højer Nielsen, der viste, at han åbenbart har arvet evnen til at skyde hårdt og præcist til bolden fra sin far, FC Københavns tidligere dødboldsspecialist Lars Højer Nielsen.
David Nielsen havde i øvrigt rystet posen voldsomt i forhold til den startopstilling, der senest besejrede Næstved i fredags, men reserverne greb chancen og matchede et Esbjerg-hold, der stillede op i stærkeste opstilling.