Lyngby måtte søndag rejse hjem med et tungt nederlag på 1-4 i Horsens. Men resultatet giver ikke panderynker.

Inden søndagens kamp ude mod AC Horsens havde Lyngby leveret en stime på 10 sejre i træk, hvilket var ny klubrekord.

Men stimen sluttede brat, da Horsens fortsatte sin flotte start på den nye sæson i Alka Superligaen og vandt kampen med 4-1. Nederlaget gav dog ikke Lyngbys cheftræner, David Nielsen, de helt store panderynker efter kampen.

»Det er ikke farligt at tabe fodboldkampe. Vi har tabt kampe før, men vi har også vundet 10 i streg før denne. Det er nok meget sundt lige at mærke, at man faktisk godt kan tabe.«

»Vi tabte til et utroligt skarpt Horsens-hold. De var effektive, og de to første mål de scorer er efter superpræstationer fra to spillere, der bare er dygtige i luften.«

»Vi får ikke lukket ned for dem, og når man er bagud 0-2 mod Horsens, så er det altså svært at få vendt.«

David Nielsen og Lyngby har ikke haft godt styr på Horsens, hvor det nu er blevet til fire nederlag og en uafgjort i fem indbyrdes kampe.

»Horsens har alle de redskaber, der skal til for at slå os. Vi kan godt lide rytme i forsvarsspillet, og vi har virkelig svært ved at håndtere alle de stop, der kommer i kampene mod dem.«

»Det overrasker jo ikke nogen, at de kommer med det, de gør. Men de er bare sindssygt gode til det, de gør.«

Nederlaget er ikke umiddelbart nogen god optakt for Lyngby, der torsdag skal på udebanetur til russiske Krasnodar i tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Præstationen mod Horsens kunne dog ikke betyde mindre for David Nielsen.

»Kampen mod Horsens, og den vi har på torsdag i Rusland, er to fuldstændig separate ting. Jeg kunne umuligt blive mere bekymret, end jeg allerede var før det møde, der venter os i Rusland.«

»Al respekt for Horsens, men der venter os altså verdensstjerner i Rusland.«

Næste Superligaopgør for Lyngby er søndag 30. juli, hvor holdet møder Brøndby på udebane.

/ritzau/