Egil Drillo Olsen. Sig navnet i nærheden af DBUs hovedkvarter og se de nervøse trækninger og tics sprede sig i ansigtet på den nærmeste medarbejder. Den tidligere norske landstræner er for mange i dansk fodbold ren kryptonit og hans idéer om fodbold var længe et større no-go end spraglede fodboldstøvler under Kent Nielsen.

Men spørger du Lyngby-træner David Nielsen, så har den norske fodboldfilosofi været med til at vende heldet for dansk fodbold, der var på vej i den helt forkerte retning. David Nielsen har netop været med til at rykke Lyngby op i Superligaen, efter han kom hjem fra Norge, og derfor tog BT en snak med ham om perspektiverne i dansk fodbold. Perspektiver, der bærer præg af norsk inspiration.

»Det har været en nødvendighed for os at anerkende en anden stil. Ellers havde vi været døde som fodboldnation. Så havde vi været sovset ind i possession og spillere, der kun kunne spille på områder af fem gange fem meter. Det er ikke den hverdag, der bliver international fodbold fra nu af,« siger David Nielsen.

»Vi har altid gjort grin med Drillo-fodbold. Vi har glemt at se på det, respektere det og så se, om vi kunne lære noget. Man kan altid lære noget. Det har man gjort nu, og det er det, som jeg synes, at Glen Riddersholm gjorde flot med FC Midtjylland. Det har været en sund udvikling for dansk fodbold.«

Det er præstationerne i Europa fra nogle danske klubhold, der bliver hentydet til. Og ikke mindst det danske landshold, som ikke er med ved sommerens EM-slutrunde – »det er jo en katastrofe i sig selv,« som han siger om det scenario.

Men der blæser også varme vinde ind over Danmark og dansk fodbold. Og pudsigt nok kommer de fra det kolde nord. De stammer fra den sagnomspundne fodboldtræner Egil Drillo Olsen, som gennem otte år som landstræner for Norge fik landsholdet op som nummer to på FIFAs verdensrangliste, men som alligevel har været et bande-ord i dansk fodbold i mange år. Helt indtil sidste år, mener Lyngby-træneren.

»Der har været gode tiltag på det seneste med FC Københavns mesterhold i år og FC Midtjylland, der vandt sidste år ved nøjagtig at spille på den måde, som vi har lavet grin med Drillo for. FC Midtjylland spillede fuldstændig Drillo-fodbold fra start til slut, og det er blevet accepteret. Det er en stor fordel for dansk fodbold.«

Selv spiller David Nielsen ikke Drillo-fodbold. Hans Lyngby-hold handler om korte afleveringer og stor bevægelse - tilført en del af Nielsens egen hårdhed. Og netop hårdheden og kynismen har David Nielsen taget med sig tilbage til Danmark, efter trænerkarrieren startede i Norge.

»Vi været lullet i søvn af, når vi har kigget på en spiller og sagt, at han ikke kan få fem med en badebold. Det er et typisk dansk udtryk: “Han kan ikke få fem med en badebold”. Nu ser vi bare, hvordan vi bliver spist op,« siger David Nielsen.

Men altså ikke så meget mere. Ikke efter, at danskerne tog Egil Drillo Olsen til sig.

 

TRE HURTIGE TIL DAVID NIELSEN...

David Nielsen om:

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Lyngby i Superligaen…
»Vi skal ud og stå for nogle af de ting, som vi altid har stået for. Vi skal spille med vores Lyngby-stil, og så skal vi overleve for enhver pris. Den målsætning skal vi nå. Der kan vi ikke bare gå ud og spille på bløde værdier. Der skal være noget hårdhed i os.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

David Nielsen som trænertype…
»Det, der har fungeret for mig som træner, er min hårdhed kombineret med den polerede fodbold. Når man har den hårdhed og karisma, som jeg har, får man også et hold, der spiller med den filosofi. Det passer mig helt klart bedre at være fodboldtræner end spiller. Det er der slet ingen tvivl om. Fordi jeg godt kan lide at arbejde med mennesker og det sociale i at være fodboldtræner. Jeg trives også godt med det pres, der er.«

Foto: MORTEN JUHL
Vis mere

Farvel til Show-David…
»Jeg er jo ældre nu, end jeg var dengang. Det er som om, at alle folk står og tænker “hvordan?”, når de ser mig nu. Alle folk udvikler sig, og det er bare en almindelig udvikling. Jeg gjorde det, der skulle til som spiller. Der var det det, det krævede. Nu er det nogle andre ting, der skal til for at slå til som træner. Når du skal være træner, skal du have en ekstrem personlighed. Så kan du godt være ekstremt ordentlig, men man kan også være ekstremt vild. Det er blevet sådan et show nu, hvor det nærmest er trænerne, der spiller kampene. Sådan skal det ikke være for Lyngby eller de klubber, hvor jeg skal være træner. Det er spillerne, der er i centrum. Det er spillerne, der er rykket op fra 1. division. Det er ikke David Nielsen, der er rykket op fra 1. division.«

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

TRE TIL EKSPERTEN

Med oprykningen til Superligaen er det slut med at se David Nielsen som ekspert på den bedste danske række, som han ellers har været for Discovery. Her er eksperten David Nielsens sidste tre skud i bøssen.

Foto: Frank Cilius
Vis mere

Superligaens mest undervurderede spiller:
»Federico Santander. Han er en international angriber, der har en sindssyg god balance mellem at spille med og være en del af fodboldholdet samtidig med, at han er specialisten i feltet. Han er en international angriber, der lærer os lidt om, hvad vi skal se efter i en angriber. Vi er ikke specielt dygtige til at finde angribere i Danmark. Hvis de scorer, er de gode, og hvis de ikke gør, er de dårlige. Han er en moderne angriber. Nu scorede han to mål, FCK vandt mesterskabet og så synes alle, at han er fantastisk, men inden da har alle sagt “hvad fanden sker der?”. Vi forstår det ikke. Der bliver kun analyseret på output.«

Foto: Martin Ballund
Vis mere

Superligaens største problem:
»Der er ikke nok tilskuere på stadion. Det er et kæmpe problem. Jeg håber, at man med en ny struktur og de største klubber i spidsen kan få folk tilbage på stadion. Det er der, det hele starter. Svensk fodbold har et stort opsving nu, og det starter ude på tilskuerpladserne. Vi skal finde ud af, hvordan vi får dem tilbage.«

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Superligaens fremtid:
»Jeg tror, at der er et opsving på vej i dansk fodbold. Klubberne vil blive ved med at vokse. De største klubber får flere penge, og det drypper ned på de mindre klubber. 1. division blev stærkere bare over vinteren - over et transfervindue, fordi mange hold satsede på at rykke op i Superligaen. Den 1. division, som vi kommer ud af nu, er også historisk stærkt.«