Danskere bag Ajax-triumf

Viktor Fischer scorede, og Ajax' to andre mål havde dansk oplæg, da de hollandske mestre slog PSV Eindhoven.

Ajax slog lørdag aften PSV Eindhoven hjemme på Amsterdam Arena, og det var i høj grad en sejr, der kom i hus takket være de hollandske mestres danske spillere.

Siem de Jong headede Ajax foran efter en halv time efter et hjørnespark fra Christian Eriksen, men den føring holdt kun i seks minutter. Gæsternes Jeremain Lens udlignede efter en fin et-to kombination og en smart stopfinte.

1-1 var også stillingen ved pausen, men efter en lille halv times spil af anden halvleg kom Ajax foran. Det var angriberen Danny Hoesen, som scorede på oplæg fra danske Viktor Fischer.

Tre minutter før tid kom Viktor Fischer selv på måltavlen, og dermed slog han sejren på 3-1 fast.

Resultatet betyder, at Ajax fik halet ind på PSV Eindhoven, som nu er tre point foran Amsterdam-klubben. Forrest ligger dog Twente Enschede, som har et point mere end PSV.

Læs også: