Nicklas Bendtner scorede lørdag for fjerde gang for Rosenborg i den bedste norske fodboldrække.

Efter en times spil bankede den 29-årige dansker Rosenborg på 1-0 i hjemmekampen mod Lillestrøm fra bunden af tabellen. Opgøret endte skuffende for Rosenborg med 1-1.

 

Det var landsmanden Mike Jensen, der lavede oplægget med en stikning ind i feltet frem mod Bendtner.

Den store angriber sparkede bolden forbi Lillestrøms keeper, der fik hånden på, men ikke kunne forhindre den i at gå ind ved bageste stolpe.

De to Rosenborg-danskere havde generelt et godt samarbejde, og lidt senere var Mike Jensen tæt på at lukrere på en frispilning fra Bendtners hæl. Lillestrøm fik dog afværget situationen.

Gæsterne fik udlignet til 1-1 ti minutter før slutfløjt, da Frode Kippe headede bolden i mål efter et hjørnespark.

Trods sin scoring overgås Nicklas Bendtner af to danskere på den norske topscorerliste. Patrick Mortensen og Tonny Brochmann har scoret fem gange for henholdsvis Sarpsborg og Stabæk.

Ligaens topscorer er Ohi Omoijuanfo fra Stabæk med otte mål.

Rosenborg topper tabellen med 21 point efter ti spillerunder. Odd følger efter med 18 point for ni kampe.

/ritzau/