Det blev til en sejr, men publikum måtte vente længe på den forløsende anden scoring, da Sevilla med Michael Krohn-Dehli på holdet torsdag aften vandt hjemme over Mirandes i den første kvartfinalekamp i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

2-0 blev cifrene til Primera Divisions nummer syv i kampen mod Mirandes, der blot er nummer 11 i den næstbedste række.

Dommeren var tæt på at fløjte kampen af, da indskiftede Vitolo satte foden på en aflevering fra Michael Krohn-Dehli til kampens sidste mål.

Resultatet giver Sevilla et godt udgangspunkt før returkampen på Mirandes' hjemmebane.

Kampens første mål faldt efter 20 minutter, da Sevilla-spilleren Steven N'Zonzi sendte bolden i mål efter et indlæg, der blev fulgt op af lidt klumpspil med flere hælafleveringer.

Michael Krohn-Dehli spillede hele kampen for Sevilla, og syv minutter før tid kunne han have cementeret sejren i den livlige afslutning, hvor især hjemmeholdet havde gode muligheder.

Danskeren blev spillet helt fri, men Mirandes-målmanden Raul Fernandez fik pareret danskerens flade afslutning.

I stedet endte Michael Krohn-Dehli altså som oplægger ved 2-0-scoringen.

I Valencia forsøger cheftræner Gary Neville fortsat at finde succesformlen for sit skrantende hold.

Englænderen så torsdag sit hold spille 1-1 hjemme mod Las Palmas i den første pokalkvartfinale.

Valencia, der ligger nummer 11 i Primera Division, har endnu ikke hentet en ligasejr under Gary Neville, der blev udnævnt til cheftræner den 2. december.

Det lykkedes altså heller ikke at vinde i pokalkvartfinalen over Las Palmas, der ligger nummer 16 i den bedste række.

/ritzau/