Det er svært at få armene ned på dansk fodbolds vegne, når man i øjeblikket tager et kig på UEFAs koefficient-liste.

For FC København, Sønderjyske, FC Midtjylland og Brøndby gør det i øjeblikket så flot uden for Danmarks grænser, at dansk fodbold topper koefficient-listen, der afgør, hvor mange pladser i Europa landene tildeles.

Det skal godt nok med, at blandt andet FC Midtjylland og Brøndby på grund af dansk fodbolds lave placering op til denne sæson trådte ind i Europa League på et tidligt stadie og derfor mødte meget lavere rangerede hold og havde gode forudsætninger for at hente point. Men det ændrer ikke ved, at klubberne levede op til favoritværdigheden og nu, sammen med FC Københavns og Sønderjyskes succes, henter tiltrængte point hjem til gavn for dansk fodbold.

Se listen herunder, som viser, at Danmark, der i sidste sæson lå på en plads som nummer 24 i Europa, lige nu topper listen foran Hviderusland og Israel.

Foto: Farzam Abolhosseini
Vis mere

Onsdag spillede FC København 1-1 ude mod FC Astra Giurgiu i Champions League-kvalifikationen, og hvis mestrene vinder samlet og går videre, er de som minimum sikret et europæisk gruppespil, hvorfor der er grund til at tro, at flere danske point venter på sig i Europa fra Ståle Solbakkens mandskab.

Torsdag var det så Sønderjyske og FC Midtjylland, som også sikrede sig pæne resultater på udebane, da de slog henholdsvis Zaglebie Lubin fra Polen (2-1) og Videoton fra Ungarn (1-0) og tog nogle meget store skridt mod næste kvalifikationsrunde i Europa League, der bliver runden før et gruppespil.

For Brøndbys vedkommende er der også stadig håb om europæisk avancement, da Alexander Zornigers tropper på udebane mødte Bundesliga-mandskabet Hertha Berlin og tabte knebent med 0-1.

Hvis de flotte resultater fortsætter, er det ikke utænkeligt, at dansk fodbold igen får en direkte kvalifikation til Champions Leagues gruppespil. UEFAs koefficientliste udregnes efter de seneste fem års resultater i europæisk fodbold.