Det er ikke kun i Brønshøj, at spillerne bliver betalt med kørselspenge. Det er ganske udbredt i divisionerne

I sidste uge kunne sporten.dk fortælle, at Brønshøj Boldklub i flere år har udbetalt kørselsgodtgørelse til deres amatørspillere som en del af deres lønninger. Og det er tilsyneladende ikke kun i Brønshøj, at klubberne benytter reglerne om kørselsbidrag til at lønne spillere.

Flere kilder fortæller, at det er ganske udbredt i 1.division og især i 2. division, at spillerne får kørselsbidrag som en del af deres kontrakt i klubber, hvor budgetterne til spillerlønninger er små.

Oftest foregår det ved, at spillerne fungerer som scouts for klubberne til at se på potentielle nye spillere og på den måde modtager skattefrie kørselspenge fra klubben. Kilder fortæller, at der ikke altid blev lavet tillægskontrakter, men at aftalerne kunne foregå mundtligt, og at det ikke var altid, at man var ude og se kampe, men at der alligevel blev lavet kørselsregnskab.

Udbetaling af kørselspenge kan også foregå ved, at man lægger træningerne forskellige steder, så man kan udbetale kørselspenge. Som udgangspunkt er der i de fleste tilfælde ikke noget ulovligt ved klubbernes metoder, men det kan skabe nogle konkurrencemæssige fordele, mener FC Fredericias direktør Stig Pedersen.

- Vi er klar over, at alverdens ting bliver brugt til det yderste.Vi ved godt, der er hold i første division, der har lukrative kørselsordninger, og det er klart, at det giver en konkurrenceforvridning, siger han og peger på, at det ikke kun er de enkelte beløb, klubberne sparer på spillerne, der kan være en fordel.

Kan klubberne tiltrække dygtigere spillere og få bedre resultater, er der også bedre tv-penge at hente.

- Det er klart, at hvis nogen kan få det dobbelte ud af det i forhold til andre, så er der jo en klar konkurrenceforvridning, siger han.