Det danske kvindelandshold i fodbold tabte mandag med 1-2 til Belgien. Nu venter en kamp om syvendepladsen.

Albufeira: Det blev til to nederlag og en enkelt sejr for de danske fodboldkvinder i det indledende gruppespil ved træningsturneringen Algarve Cup.

Mandag aften tabte Danmark med 1-2 til Belgien og endte på sidstepladsen ud af de fire hold i gruppe A.

Det var lidt skuffende for den danske keeper Stina Lykke Pedersen, som spillede sin landskamp nummer 50.

- Vi havde overtaget og spillede godt pasningsspil. Men så skete der fejl, og det kostede. Jeg var impliceret i det første mål, siger Stina Lykke Pedersen til holdets Facebook-side.

Belgien kom også foran 2-0, inden Danmark fik reduceret en enkelt gang ved Cecilie Sandvejs mål på et langskud få minutter før tid, men tættere på point kom danskerne ikke.

Dermed venter Portugal onsdag i en kamp om syvendepladsen ved Algarve Cup.

- Vi spillede 2-2 mod Portugal sidst, så det er ikke en modstander, vi bare lige vinder over. Vi skal have fjernet fejlene, siger Stina Lykke Pedersen.

/ritzau/