I det mindste var der en taxachauffør, der blev glad. Rigtigt meget.

For danske Andreas Mayerhofer og tre venner fik ikke selv den oplevelse, de tirsdag var rejst fra København til Dortmund for at få.

Lige som knap 70.000 andre blev de påvirket af de eksplosioner, der ramte Borussia Dortmunds spillerbus op til Champions League-opgøret mod AS Monaco. Det sendte hjemmeholdets Marc Bartra på hospitalet, hvor han måtte opereres for et brud på sin underarm.

Taxachaufføren vender vi lige tilbage til senere, for han dukker først op i historien onsdag.

Først skruer vi lige tiden tilbage til tirsdag aften, hvor eksplosionerne finder sted kl 19.15.

Cirka samtidig er Andreas Mayerhofer og vennerne så småt ankommet til Signal Iduna Park.

Her er hans oplevelse af tirsdagens hændelser i den tyske by.

»Vi ankommer med fly til Düsseldorf ved 14-tiden, og vi tager på pubcrawl mod banegården, hvor vi tager toget til Dortmund. Her fortsætter vi,« fortæller Dortmund-tilhængeren Andreas Mayerhofer, der siden 2003 har været nede og se det tyske hold på hjemmebanen omkring 20 gange.

»Til Champions League-kampe er der ingen alkohol på stadion, så vi havde timet branderten til kl. 20.45 (hvor der er kick-off, red.). Og vi havde ramt den helt perfekt... indtil tømmermændene i stedet ramte os.«

Andreas Mayerhofer på Signal Iduna Park.
Andreas Mayerhofer på Signal Iduna Park.
Vis mere

Umiddelbart opdagede de dog ikke noget foran det imponerende stadion.

»Da vi ankommer ved 19-tiden er der ingen, der siger noget om det. Vi bipper vores billetter igennem og sætter os op på vores pladser,« fortæller Andreas Mayerhofer.

Først her går det op for vennerne, at noget er helt galt.

»Da vi kigger ned på banen, er der ingen, der varmer op. Og stadion er kun halvt fyldt.«

De får tjekket sms'er, nyhedsmedier og sociale medier, hvor de får besked on hændelserne. På Signal Iduna Parks storskærme er det kun lidt info. Indtil kun et kvarter inden kampstart, hvor Borussia Dortmunds forretningsfører, Hans-Joachim Watzke, toner frem med fakta. Og en besked om at CL-kvartfinalen er udsat til onsdag kl. 18.45.

»Folk tror først, det er løgn. Så klapper de to tilhængerskarer af hinanden, og så går alle ud efter en halv time, da beskeden lige er blevet slugt,« siger Andreas Mayerhofer:

»På vej ud er alle rolige og snakker om, hvad der er sket. Vi tager ud og drikker nogle flere øl - også for at se, om vi kan få et lift hjem til Danmark.«

Dortmund-spillerne blev eskorteret af svært bevæbnede betjente kort tid efter eksplosionen mod holdbussen.
Dortmund-spillerne blev eskorteret af svært bevæbnede betjente kort tid efter eksplosionen mod holdbussen. Foto: STR
Vis mere

For Andreas Mayerhofer har med en flyafgang onsdag morgen et problem med det nye spilletidspunkt onsdag aften.

Men der er ikke noget at gøre. Det koster 'pænt meget' at ombooke flyet, det er ikke muligt at finde tog (andet end med seks skift), og de kan kun få et lift til Jylland.

Ikke helt holdbart når man skal stå på arbejde torsdag morgen.

Og så er det, at taxachaufføren dukker op i historien.

Onsdag, tidligt, triller han kvartetten til lufthavnen i Düsseldorf. Ved ankomsten spørger én af Andreas Mayerhofers venner impulsivt chaufføren, 'om han ser fodbold'.

»Chaufføren siger 'ja', og så får han hans billet, og pludselig regner det ned over ham med billetter, for han får alle fire. Imens siger han 'nej, nej, nej' og jubler på samme tid,« siger Andreas Mayerhofer.

Hjemme igen i København efter lynvisitet i Dortmund har den 39-årige danske fan indstillet sig på at se kampen på tv i stedet.

»Det er da trist, men det er jo force majeure, og der er ikke noget at gøre ved det. Jeg kniber nu nok en lillebitte tåre, når kampen begynder kl. 18.45.  Men der er en taxachauffør, der er blevet glad, så alt er godt,« siger han.

Onsdag aften spilles de sidste tre kvartfinaler i Champions League, og dem kan du selvfølgelig læse alt om på BT.dk: Borussia Dortmund-AS Monaco (kl. 18.45), Bayern München-Real Madrid og Atletico Madrid-Leicester (begge kl. 20.45)