Straffen for tilskuerballaden i Champions League-kampen mellem Dnipro og FC København vil først blive udmålt om mindst 14 dage. Det fortæller Jim Stjerne Hansen, der er næstformand i UEFAs disciplinærkomite.

Men det får helt sikkert et efterspil, at fans af ukrainske Dnipro Dnipropetrovsk invaderede FCKs udebaneafsnit onsdag aften i Kiev. Her jagtede en stor gruppe tilhængere de medrejsende danske fans ud over kanten af tribunen og ned på den tilstødende løbebane.

Det vurderer Jim Stjerne Hansen, der har mange års erfaring med at behandle disciplinærsager i international fodbold. Han sidder med i UEFAs disciplinærkomite.

- Når man afvikler kampe som onsdag aften, så er der en delegeret og en dommerobservatør, der indberetter til UEFA, hvad de har set. Derfra vurderer UEFA, om der skal oprettes en disciplinærsag. Det må man jo formode, at de gør i denne her sag, og dermed skal den arrangerende klub komme med en redegørelse, der er baseret på det, som er blevet indberettet, siger Jim Stjerne Hansen til bt.dk.

Han fortæller dog, at en afgørelse i sagen formentlig først vil ligge klar om mindst to ugers tid.

- Der vil være nogle dages frist til at komme med sådan en redegørelse. Jeg vil formode, at den vil være klar til behandling ved næste ordinære møde i UEFA, som vi har midt i august måned, siger Jim Stjerne Hansen.

Straks efter de voldsomme scener tog fart i Kiev, flød eksempelvis de sociale medier som Twitter over med tilkendegivelser om, at Dnipro burde blive dømt som tabere af kampen på baggrund af fan-balladen.

Men det bliver højst sandsynligt ikke straffen, forklarer Jim Stjerne Hansen.

- Det vil være usædvanligt, hvis man taberdømte Dnipro. Dommeren besluttede sig for at sende spillerne ned i omklædningsrummet, men der var ikke nogen af aktørerne, som blev udsat for noget. Det her skete blandt tilskuerne, siger han og tilføjer:

- Straffen vil afhænge af, hvilke forudgående hændelser der har været med denne her klubs europæiske kampe. Men jeg vil helst ikke foregribe, hvilke sanktioner der kan komme, og jeg bliver heller ikke en del af sagsbehandlingen, fordi jeg er dansk.

Opgøret sluttede i øvrigt 0-0, og der venter nu en returkamp i Parken næste onsdag.