Den ene skandale følger den i anden i kølvandet på det kontroversielle præsidentvalg i FIFA. Allan Hansen, medlem af UEFAS eksekutivkomité, foreslår nu at boykotte VM i Rusland i 2018 i et forsøg på at presse Sepp Blatter ud af FIFA.

På et møde i forbindelse med finalen i Europa League gik Allan Hansen på talerstolen foran de 54 medlemslande i UEFA og foreslog at boykotte VM i Rusland og afholde en separat turnering under UEFA. Allan Hansens forslag går på, at UEFAs medlemslande simpelthen trækker sig ud af FIFA og i stedet afvikle endnu et EM, hvor udvalgte sydamerikanske nationer ligeledes kunne deltage. Over for The Independent udtaler Hansen i dagens avis:

»Hvis vi bryder ud og kører tingene selv, så er jeg sikker på, at de lande, der ikke vil have forandring vil opdage, at de ikke kan undvære europæisk fodbold. Jeg ved godt, at det ikke er særlig demokratisk, men hvis vi også i fremtiden vil have et globalt fodboldforbund, så er vi nødt til at gøre noget drastisk.«

Allan Hansen har siddet i UEFAs eksekutivkomité siden 2009, og fynboen mener altså, at det drastiske tiltag er den eneste måde at reformere FIFA på. Hansen er tidligere formand i DBU, og med forslaget håber han at underminere Sepp Blatters magtposition som præsident hos FIFA og dermed tvinge ham ud af præsidentembedet hos det mest magtfulde fodboldforbund i verden.

Hansens forslag kommer i kølvandet på Blatters genvalg, og over for The Independent afslørede Hansen at en boykot af VM formentlig vil ødelægge sponsorgrundlaget for turneringen, og dermed for alvor udfordre FIFAs indflydelse på fodbold. Og Hansen mener, at der skal radikale tiltag til, hvis FIFA skal forandres til det bedre.

»Jeg er egentlig fortaler for en fair og demokratisk proces. Men jeg er nødt til at indse, at det ikke er muligt, fordi der er så mange medlemslande, der ikke ønsker forandring.«

Efterdønningerne af Blatters genvalg har været markante, og så sent som mandag suspenderede Blatter generalsekretæren for det Nord- og Mellemamerikanske fodboldforbund (CONCACAF), Enrique Sanz, samt to repræsentanter fra det congolesiske fodboldforbund. Og i lørdags trak FIFAs vicepræsident David Gill, sig endda fra posten, fordi han ikke længere ville være en del af FIFA under den nuværende ledelse.

Skandalerne i forbindelse med præsidentvalget i FIFA startede allerede i onsdags, da det amerikanske forbundspoliti (FBI) anholdte 9 FIFA-medlemmer for omfattende korruption og hvidvaskning af penge gennem to årtier.

UEFA holder møde igen fredag i Berlin forud for finalen i Champions League, hvor planerne om at bryde ud af FIFA vil blive diskuteret yderligere.