Ole Skouboe har fået job som træner i den norske 2. divisionsklub Valdres FK.

Ole Skouboe har fået nyt job.

Den 63-årige eks-landsholdsspiller, der tidligere har været landstræner på Færøerne og klubtræner i blandt andet græske ARIS Thessaloniki, skal fra 1. januar 2013 og to sæsoner frem være cheftræner i den norske 2. divisionsklub  Valdres FK.

- Jeg glæder mig til opgaven, siger Ole Skouboe og tilføjer:

- Valdres FK er en solid ledet klub med en stærk organisation. Desuden er den økonomisk velfunderet. Blandt andet er der råd til at have tre spanske spillere i truppen. Går det efter planen, suppleres truppen i løbet af foråret med et par danske spillere.

Ole Skouboe har senest virket som talentspejder i den nordjyske 1. divisionsklub FC Hjørring. 

I efteråret har han opholdt sig to måneder i Grækenland, hvor han løbende har modtaget trænertilbud.

- Men besøget i 'mit andet hjemland' var ikke nogen særlig god oplevelse. Den finansielle krise har bidt sig fast. En storklub som Panathinaikos er med en gæld på 45 mio. euro på fallittens rand. Derfor har det ikke været aktuelt at blive træner i Grækenland igen, siger Ole Skouboe, der som aktiv blev kåret som 'årets fodboldspiller' i både Hvidovre IF og Helsingborgs IF. 

I perioden 1973 til 1981 spillede han sammenlagt 10 kampe på det danske U21- og A-landshold.