Hvem fanden er Allan Kuhn?!??!?

Det spørgsmål var der mange fodboldinteresserede svenskere, der stillede sig selv, da Malmö FF 8. januar præsenterede en storsmilende bornholmer som manden, der skulle løfte arven fra Åge Hareide og bringe storklubben tilbage i førerposition som Sveriges førende lokomotiv.

I dag er få i tvivl.

Onsdag aften førte han som den første danske træner nogensinde et svensk hold til mesterskabet. En præstation, der kom bag på mange, men ikke hovedpersonen selv:

»De, der har tvivlet eller spurgt, hvem jeg var, gjorde det jo, fordi de ikke kendte min historie. Hvis man går igennem den og ser på, hvad jeg har vundet som spiller og assistenttræner og tilføjer, at jeg har været i to pokalfinaler som cheftræner, har jeg jo prøvet en masse ting. Så det handler bare om, at de ikke vidste, hvem jeg var. Men det ved de jo nu, heldigvis,« siger Allan Kuhn, der også stod i spidsen for AaB i Champions League.

Han erklærer sig stolt over at have bevist, at Malmö valgte rigtigt, da de ansatte ham på anbefaling af den nu tidligere svenske landstræner Erik Hamrén, som han var assistent for, da AaB vandt DM-guld i 2008. Stolt over at være lykkedes. Men han tøver alligevel med at kalde det det største i sin karriere.

»Det er klart, at når man vinder noget som cheftræner, er det meget, meget stort, men jeg må sige, at de mesterskaber, jeg vandt som spiller og som træner med AaB både med Erik (Hamrén, red.) og Kent (Nielsen, red.), følte jeg en lige så stor glæde over, som jeg følte i går,« siger han og tilføjer:

»Jeg lever jo meget på sammenhold og gejst og energi og glæde. I så stor en fodboldklub vinder man ikke mesterskaber alene. Men selvfølgelig er det specielt at stå som ’hovedtræner’, som det hedder herovre, og vinde.«

Som cheftræner er det ham, pressen vil have fat i. Både når det går godt som nu, og når det går skidt, som det gjorde i begyndelsen. Malmö lagde ud med at tabe to af de første tre ligakampe under Kuhn og var væsentligt tættere på nedrykningsstregen end det mesterskab, omgivelserne forventede. Straks blev der talt om en lynfyring af Kuhn og hæftet kras kritik på ansættelsen af den ukendte dansker, men Kuhn havde en kur til at modstå presset:

»Jeg har med vilje ikke læst en avis eller kigget på andre medier de seneste otte måneder, hvis det har handlet om mig eller Malmö, for jeg ville ikke have, at det kom til at påvirke den måde, jeg vil være træner eller menneske på,« fortæller han.

Gjorde det dét i begyndelsen?

»Efter to-tre trænings- og pokalkampe fandt jeg ud af, hvor stort det egentlig var, hvor mange der mødte op, hver eneste gang vi skulle træne eller spille. Så jeg lukkede ned for ikke at blive påvirket. Ofte er der jo mange journalister, der ikke er fodbolduddannede, men som skriver mange ting, og mennesker bliver jo påvirket af det, der står, så det har jeg undgået. Det samme har min familie også forsøgt. Selvfølgelig har presset været stort, når jeg har stået på stadion, men det har ikke føltes så voldsomt, fordi jeg har prøvet at holde det andet væk.«

Allan Kuhn hjalp sig selv på vej med en tidlig revurdering af den oprindelige spillestil, som, han erkender, måske var en smule for vovet til svenskerne.

»Jeg fandt ud af, at jeg måtte justere, hvor højt man skulle flytte backerne op i udgangspunkt, inden man begyndte at spille nede bagfra. Vi blev taget en del på omstillinger, og det gjorde folk utrygge. Så jeg mærkede efter og fandt ud af, at vi blev nødt til at ændre det. Den svenske struktur, ydmyghed og respekt for at stå ordentligt på banen blev jeg nødt til at acceptere og respektere, så jeg tog nogle lange snakke med anfører, viceanfører og de andre ledere og foreslog, at vi ændrede nogle ting. Det var alle med på, og så gik vi op og vandt 1-0 i Borås mod Elfsborg på en af de sværeste udebaner, der er i Allsvenskan, på deres kunstgræs ved at spille en rigtig fin, taktisk kamp. Derfra har det stort set kørt,« siger den nyslåede mestertræner.

»I sæsonen taber vi ikke en eneste kamp til et tophold, og det er jo en af de store forskelle på, om man bliver et vinderhold til sidst,« tilføjer Allan Kuhn.

Allan Kuhn har med vilje undladt at følge svensk fodbold i medierne, fordi han ikke ville lade sig påvirke unødigt af den enorme interesse, som der for Allsvenskan i Sverige
Allan Kuhn har med vilje undladt at følge svensk fodbold i medierne, fordi han ikke ville lade sig påvirke unødigt af den enorme interesse, som der for Allsvenskan i Sverige Foto: 9290 Björn Lindgren / TT
Vis mere

Med det svenske mesterskab i hus ryster Allan Kuhn også endegyldigt prædikatet som den evige assistent af sig. Et prædikat, der ellers har forfulgt ham i Danmark, siden Lynge Jakobsen kaldte ham ’verdens bedste assistenttræner’, men nægtede at gøre ham til permanent cheftræner i AaB, da han havde muligheden efter fyringen af Bruce Rioch i efteråret 2008.

Hvad betyder det for dig, at du ikke længere bare er assistenten?

»Jeg har hele tiden vidst, at jeg godt kunne stå på egne ben, men det er klart, at man bliver bekræftet i troen, når man vinder noget. Når man gør det, bliver man hejst op som mestertræner, og det er selvfølgelig en fed følelse og godt at have på sit cv. Men jeg bliver hverken et bedre eller dårligere menneske af det. Det skal man ikke glemme.«

Hvordan har det så været at stå på egne ben i det store udland?

»Det har været rigtig godt. Min store fordel har været, at jeg kendte sproget og den svenske mentalitet. Jeg ved, hvordan svenskerne er, fordi jeg har spillet fire år herovre for Örgryte. Men det har været fantastisk sjovt at komme til nye stadioner, møde nye mennesker, nye trænere, nye spillere, blive udfordret taktisk og komme til en anden liga. Selv om det ligger lige ovre på den anden side, er det noget helt andet. Der er virkelig gang i den med tilskuere. Tv-dækningen er enorm stor. Allsvenskan betyder utrolig meget. Så det har været en fed rejse, og det fortsætter jo bare.«

Du er nu en af få danskere, der har vundet et mesterskab uden for Danmark. Nu kan du krydse det af, men hvor langt rækker dine drømme og ambitioner?

»Jeg er et menneske, som lever i nuet, så min ambition er at gøre det så godt som muligt for Malmö i næste sæson også, og så må vi se, hvad der sker derfra. Jeg er ikke en karriereplanlægger. Det kommer oftest af sig selv i forhold til intuitioner, og hvad der kan lade sig gøre med min familie. Men det er klart, at det her gør, at jeg er kommet lidt længere op i systemet forskellige steder. Sådan er det jo.«