Droppet med øjeblikkelig virkning.

Vejle Boldklub har smidt tre spillere ud af førsteholdstruppen - profilerne Dominic Vinicius, Imed Louati og Allan Sousa. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Dermed er de tre spillere ikke i spil til søndagens udekamp mod Fremad Amager.

Træneren Adolfo Sormani fortæller ikke præcist, hvad der er årsagen til, at de tre spillere ikke er med i truppen i weekenden, men i et interview med Vejle Amts Folkeblad siger han følgende:

»Vi har nogle regler, som alle skal følge. Én af dem er holdet over alt, og den har de tre ikke fulgt.«

Træneren fortæller, at det alene er ham, der har truffet beslutningen, og at han har ledelsens fulde opbakning.

I stedet for at spille kamp i Fremad Amager skal de tre selvtræne med klubbens øvrige trænere hjemme i Vejle indtil mandag, hvor den italienske cheftræner tager stilling til, om de skal indlemmes i truppen igen.

»Jeg er selvfølgelig meget skuffet over, at det her har været nødvendigt, men der var ikke andet at gøre,« siger han.

De tre spillere har tilsammen scoret 19 af Vejle Boldklubs 28 scoringer i 1. division, som jyderne fører med tre point til Vendsyssel på 2. pladsen.