Den danske målmand Robin Olsen, som spiller for Malmö FF, fik problemer med hjertet midt under kampen mandag aften mod Hammarby. Men tirsdag er han blevet undersøgt grundigt, og lægerne har ikke fundet nogle tegn på, at der skulle være noget galt.

»Det samlede billede af undersøgelserne viser, at der formentlig er tale om en pludselig hjertebanken, som så er gået i sig selv igen, men at ubehaget fortsat har været der under kampen. Alle undersøgelser, som er blevet foretaget her til morgen, er helt normale, og Robin har det godt. Vi har undersøget Robins hjerte med EKG samt fået taget røntgenbilleder af hans lunger og adskillige blodprøver. Alle prøverne er normale,« siger klublægen Pär Herbertsson til mff.se.

Læs også:

Olsen havde haft det så skidt under kampen mod Hammarby, at spillet måtte afbrydes efter 20 minutter, og både klublægen og fysioterapeuten var kommet på banen for at undersøge ham. Udover en forhøjet puls, var der dog ikke umiddelbart nogle målinger, som gav grund til bekymring, og danskeren blev i målet. Ubehaget var fortsat i 2. halvleg, hvor Olsen fuldstændig havde misset et par udspark og var tvunget til at gå ned i hug flere gange. Han havde dog gennemført kampen, som Malmö vandt 3-1, inden han var blevet kørt på skadestuen  sammen med klublægen.

Olsen, der er født af danske forældre og har fået sin fodboldopvækst i Sverige og sidste år valgte at spille for det svenske landshold, er lettet over resultatet af tirsdagens prøver.

»Jeg har det godt, og det er dejligt, at det var en positiv besked. Jeg følte mig svimmel, og det var en ubehagelig følelse under kampen, da det drejede sig om hjertet, men nu har jeg det godt.«