KØB PLUS!

Dansk talent stormer frem i Chelsea

16-årige Andreas Christensen hyldes af selveste John Terry og nærmer sig langsomt førsteholdstruppen i Chelsea

Kort før jul tog 16-årige Andreas Christensen den daglige tur ud til træningsanlægget i Chelsea FC. Nøjagtig som han har gjort så mange gange, siden sommerskiftet fra Brøndby. Alligevel skulle netop denne tirsdag vise sig at blive noget ganske særligt.

- Jeg mødte ind om formiddagen og troede, jeg skulle spille kamp for reserverne. Men i stedet blev jeg kaldt op til den trup, der skulle spille førsteholdskamp dagen efter, fortæller Andreas Christensen.

Kort efter stod unge Andreas fra den nordsjællandske flække Blovstrød til den afsluttende træning med Premier League-stjernerne. Temaet var Carling Cup-kampen mod Leeds. Grundet skadesproblemer hos forsvarsprofilen Branislav Ivanovic var den danske knægt udset til en plads på bænken i en trup, der talte verdensstjerner som Fernando Torres, Juan Mata og Frank Lampard.

Fra da af stod det klart, at Andreas Christensen allerede har taget et syvmileskridt i jagten på succes i verdens hårdeste liga. Vel at mærke hos de forsvarende Champions League-mestre.

For selvom en sen klarmelding fra klubbens serbiske forsvarsstjerne spolerede en plads i truppen, vidner episoden om stortalentets kometagtige udvikling.

Eventyret begyndte, da Andreas Christensen sidste år kradsede en underskrift ned på en fire-årig kontrakt. Siden er det gået stærkt, og senest blev præstationerne krydret med prisen som årets danske U17-talent.

- Det er da fedt, at jeg allerede nærmer mig førsteholdet, siger Andreas Christensen med en stille og grænsende til genert stemmeføring.

Men selvom Andreas Christensen går stille med dørene og lever en rolig tilværelse hos sin plejefamilie i London, bliver der lagt mærke til ham. Også blandt storklubbens største stjerner, som danskeren jævnligt har træningspas med.

- Han viser rigtig gode takter i forhold til at blive en fantastisk dygtig spiller, siger selveste Mr. Chelsea, John Terry, til Chelsea TV.

Efter en skadespause udgjorde det 34-årige klubikon for nylig centerforsvaret med Andreas Christensen i en reserveholdskamp mod Fulham. Ligesom det var tilfældet før jul mod Arsenals reserver. Da stod Andreas Christensen over for navne som Marouane Chamakh og Andrey Arshavin.

- Han (Andreas Christensen.red.) er en rigtig god spiller. Meget rolig med bolden og et stort potentiale for klubben, lyder roserne fra Chelsea-anføreren

Andreas Christensen er allerede blevet sammenlignet med den tidligere Chelsea-profil Ricardo Carvalho, og med Terrys seneste udtalelser er det da også svært for den 16-årige knægt at skjule begejstringen.

- Jeg så det først et par dage efter, da min mor gjorde mig opmærksom på det, men det motiverer jo rigtig meget, at John Terry kan lide, hvad jeg laver. Især fordi det kommer fra lige netop ham. Han har også sagt til mig, at jeg altid kan komme op og træne forsvarsspil med ham, fortæller Andreas Christensen, der ikke lægger skjul på, at hans mere end dobbelt så gamle mentor er et stort forbillede for ham.

- Det er en fornøjelse at spille sammen med ham. Han snakker og dirigerer og hjælper sindssygt meget.

Om samarbejdet kan fortsætte på Premier League-mandskabet i nær fremtid er nok tvivlsomt. Men en rolle som fremtidig afløser er oplagt. I hvert fald hvis udviklingen fortsætter.

- Jeg fik for nylig en opringning fra chefen for ungdomsakademiet. Han sagde, at Andreas gør det helt fantastisk, og at de er meget imponerede over, hvor moden han er. De prøver hele tiden at huske på, at han kun er 16 år, siger Sten Christensen, Andreas Christensens far og rådgiver, og tilføjer:

- Han sagde også, at de ser Andreas som førsteholdsspiller i fremtiden.

Om debuten realiseres inden for et halvt, et eller to år, har Andreas Christensen ingen målsætning om. Men drømmen om spilletid på højeste niveau har fået næring. Især efter den 17-årige midtbanespiller Nathan Ake fik debut i juledagene.

- Når de allerede har brugt én ung spiller, hvorfor skulle de så ikke bruge flere? Jeg synes ikke, det er urealistisk, siger en selvtillidsfyldt Andreas Christensen, der vel næppe havde drømt om et bedre 2012.

- Det har været et fantastisk år. Jeg skiftede til en storklub i England, vandt talentprisen og har fået stor ros herovre. Det er rigtig vildt og kan være lidt svært at forstå nogle gange, lyder det ærligt fra den unge nordsjællænder.

Læs også: