Et mål var nok for Ajax mod Legia i en kamp, hvor både Kasper Dolberg og Lasse Schöne var tæt på at score.

Amsterdam. Ajax er klar til ottendedelsfinalerne i fodboldens Europa League.

Torsdag aften sejrede den hollandske klub med cifrene 1-0 hjemme over Legia Warszawa.

Den første kamp i Polen endte uden mål, så Ajax går videre med samlet 1-0.

Lasse Schöne spillede hele kampen for Ajax, mens Kasper Dolberg blev taget ud efter 81 minutter.

Begge danskere kunne med lidt held være kommet på scoringstavlen, men det lykkedes ikke.

Efter 20 minutter ramte Ajax' Hakim Ziyech stolpen, og Kasper Dolberg sendte hårdt presset returbolden forbi mål.

Kampens enlige mål faldt tidligt i anden halvleg, da Ajax-spilleren Nick Viergever udnyttede en ripost og scorede til 1-0.

Midt i anden halvleg trak 19-årige Kasper Dolberg sig fri og leverede en udmærket afslutning fra en spids vinkel.

Ti minutter før tid havde Lasse Schöne en glimrende afslutning, der gik forbi mål, men det blev altså ikke til danske mål i Amsterdam Arena.

Russiske Zenit var tæt på at levere et bemærkelsesværdigt comeback, da holdet førte 3-0 hjemme mod Anderlecht.

Den belgiske klub fik dog reduceret til 1-3 kort før tid og går videre med samlet 3-3 på reglen om flest scorede mål på udebane.

Roma kunne uden problemer tillade sig at tabe 0-1 hjemme til Villarreal.

Italienerne havde vundet den første kamp i Spanien med hele 4-0, så romernes startopstilling indeholdt flere sædvanlige reserver, blandt andre 40-årige Francesco Totti.

/ritzau/