Danske spillere har sjældent nydt så stor succes i den tyske Bundesliga, som de gør i øjeblikket. Og weekendens sidste spillerunde var ikke en undtagelse. Både Borussia Mönchengladbachs Jannik Vestergaard og 1. FC Kölns Frederik Sørensen gjorde det nemlig så godt, at de er kommet på ugens hold.

De to høje danskere udgør således to tredjedele af forsvarskæden på ugens hold hos den store, tyske sportsavis 'Kicker'.

Frederik Sørensen, der blandt andet har en fortid hos Juventus og Bologna, vandt med sin klub, FC Köln, 2-0 over Emil Berggren og Jonas Lössls Mainz, der lige akkurat reddede endnu en sæson i den bedste, tyske række.

Frederik Sørensen har spillet en flot sæson for FC Köln i Bundesligaen.
Frederik Sørensen har spillet en flot sæson for FC Köln i Bundesligaen. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

1. FC Köln sluttede på en flot femteplads - fire placeringer foran Gladbach, der med Jannik Vestergaard og Andreas Christensen på holdet spillede 2-2 mod den allerede nedrykkede bundprop fra Darmstadt.

Det er intet mindre end femte gang i sæsonen, at Frederik Sørensen er på ugens hold hos 'Kicker'. 31 ud af 34 mulige kampe i Bundesligaen er det blevet til for den 25-årige dansker, der har en stor andel i 1. FC Kölns succes.

Jannik Vestergaard har spillet samtlige 34 kampe for Gladbach og er med fire mål nummer fire på klubbens topscorerliste i ligaen.

De to danskeres succes er til at tage at føle på, men modsat Jannik Vestergaard er Frederik Sørensen langt fra en fast bestanddel af det danske landshold. Det skal dog blive spændende at se, om Åge Hareide har fundet plads til ham, når han tirsdag formiddag 11.00 udtager truppen til kampene mod Tyskland og Kasakhstan.

Foruden Jannik Vestergaard og Frederik Sørensen har Yussuf Poulsen (RB Leipzig), Andreas Christensen (Gladbach), Thomas Delaney (Werder Bremen) og Jonas Lössl (Mainz) også leveret flere flotte præstationer i Bundesligaen i denne sæson.