25-årige Martin Braithwaite føler selv, han burde få mere spilletid på det danske landshold. Og så mener han, der er en sørgelig tendens, i forhold til hvordan nogle spiller sig til en plads nu til dags.

Det fortæller han i fodboldprogrammet 'Sat Af' på TV3 Sport. Angriberen spiller til dagligt for franske Toulouse, hvor han er både anfører og topscorer. Sidst han spillede en landskamp var i slutningen af marts, da han blev skiftet ind i venskabskampen mod Rumænien med omkring 20 minutter igen.

Før det skal vi et år tilbage før Martin Braithwaite igen er at finde i truppen, og den 25-årige spiller føler selv, han præsterer godt nok til at få mere spilletid.

Han mener, at landstræneren skal udtage dem, der er varme 'lige nu', og samtidig synes han også medierne er med til at præge sporten meget.

»Medierne præger sporten, og jeg føler også nogen gange, de præger hold, der spiller. Du kan kigge på vores landshold og den måde, der er blevet spillet på de seneste år. Hvis det er sådan, at du er dansker, og du spiller i den danske liga, du bliver hypet, du kommer ud til udlandet. Du flopper, du er ikke god nok. Du kommer tilbage til FCK, du spiller, så starter du inde på landsholdet. Det er den letteste måde at komme ind på landsholdet på, det har jeg set, det er. Og det føler jeg er sørgeligt. Du ser det ofte. Du ser ofte spillere, der tager til udlandet, og de slår ikke til. Så kommer de tilbage til Danmark, så spiller de et par gode kampe, scorer et par mål, spiller også lidt Europa, de spiller stadig i den danske liga men det er nok til, at de igen bliver hypet ind på landsholdet og det ser man ofte,« siger han i 'Sat Af', hvor han også konstaterer, at hvis hans ambition er at komme tilbage i den rød-hvide trøje, skal han tage til FC København for at spille.

Martin Braithwaite har spillet 15 kampe for det danske A-landshold og scoret ét mål - det skete i en venskabskamp mod Polen i august 2013.

Han blev i august udtaget til landskampene mod Liechtenstein og Armenien i efteråret. Her måtte han dog melde fra til begge på grund af en skade, han pådrog sig til træning i Toulouse, som han har spillet for siden han i 2013 skiftede fra Esbjerg - så det er altså ikke fordi, at norske Åge Hareide har set helt bort fra ham.

Da nordmanden udtog sin sidste landsholdstrup tilbage i marts var det, foruden Martin Braithwaithe, FC Københavns Andreas Cornelius og FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen, der var med som angribere.

Nicolai Jørgensen, der spiller i Feyenoord, og Kasper Dolberg der tørner ud for Ajax, måtte begge melde fra på grund af skader.

Det fulde program med Martin Braithwaite bliver vist på TV3 Sport 1 mandag klokken 22.30.