Danmark tabte 0-1 til England i en kedelig testkamp på det historiske Wembley, hvor Kasper Schmeichel var det danske lyspunkt.
De stod dernede på sidelinjen sammen før kampen. Farmand og søn.
Peter Schmeichel tog mobiltelefonen frem og lavede en såkaldt selfie. Hvor var der meget symbolik i det billede. To generationer med det berømte efternavn tilfælles, og med evnerne som målmand gået i arv til sønnike.
Hvis man i det fodboldgale England tidligere har været i tvivl om Kasper Schmeichels kvaliteter som målmand, fordi han ikke har spillet i Premier League de seneste syv år af karrieren, så kan man ikke længere være så meget i tvivl. Schmeichel viste sig frem på den allerstørste scene og afviste gang på gang de frustrerede engelske stjerner.
Det var først syv minutter før tid, at Daniel Sturridge formåede at overliste den danske keeper, da han headede sit matchvindermål ind.
Men det ændrer ikke på det overordnede billede af Kasper Schmeichel som den store vinder på Wembley. Hvis Morten Olsen var i tvivl om, hvem der skal være førstemålmand, når EM-kvalifikationen til efteråret indledes, så bør den være fjernet nu.
Og Schmeichel bestemmer selv om, han spiller Premier League i næste sæson, uanset om det bliver til oprykning eller ej med Leicester.
Kasper Schmeichel bliver selv småirriteret, når man i interview sammenligner ham med sin berømte far, men selv om han længe har præsteret sig ud af farmands skygge, så må han leve med sammenligningerne. På den positive måde.
For det er trods alt ikke en tilfældighed, at Peter Schmeichel er landskamps-rekordholder med 129 optrædener i nationaldragten.
Man fik nærmest deja-vu, da Kasper Schmeichel i sidste minut af første halvleg kastede sig frygtløst ned i Liverpool-bomberen Daniel Sturridges afslutning. Eller da han to gange inden for kort tid i anden halvleg satte den ene refleks-redning ind efter den anden. Der skal gå meget galt, hvis 27-årige Kasper Schmeichel ikke selv begynder at æde sig så småt ind på sin far, selv om der fra fire landskampe er lang vej.
At kampen, der absolut svingede i kvalitet, kun fik en enkelt engelsk scoring kan man i høj grad takke keeper Schmeichel for, men også engelsk uskarphed i den helt grove ende.
Stjerneangriberen Wayne Rooney underskrev for 14 dage siden Premier League-historiens største kontrakt, da han forlængede med Manchester United, men han skal virkelig genopfinde sig selv, hvis han skal spille en væsentlig rolle ved det kommende VM i Brasilien.
Han var blandt mange flere engelske skuffelser, hvor Liverpool-spillerne Steven Gerrard, Raheem Sterling og så en smule Sturridge var oplevelserne.
Danmark levede bedst på kontraløbene og stod usædvanligt dybt ellers defensivt. Men også den danske offensiv manglede den sidste skarphed, for både Jacob Poulsen og indskiftede Morten Duncan Rasmussen fik friløbere mod en engelsk defensiv, der var til at tale med.
Der bliver dog en del at arbejde med for landstræneren i den kommende tid før EM-kvalifikationen i den svære gruppe med Portugal, Serbien, Armenien og Albanien begynder.
Hvem skal spille højre back, hvem skal være makker til Agger, hvem skal spille på den centrale midtbane og hvem skal spille højrekant.
De spørgsmål havde Morten Olsen nok håbet at få svar på efter kampen på Wembley, men hverken han eller de danske fodboldfans fik andre klare svar, end at Schmeichel må have overhalet Stephan Andersen.