Casper Stylsvig har de seneste otte år været sponsordirektør i Manchester United, men nu får danskeren nyt job. Han skal fremover være den øverste økonomiske ansvarlige i Fulham.

Dermed bliver Stylsvig blandt de tre øverste i hierarkiet i London-klubben, skriver Børsen. Og det er den 43-årige dansker naturligvis glad for, selvom han med vemod siger farvel til en af verdens største klubber i kommerciel sammenhæng.

»Vi havde en lang og god snak og skiltes på den allerbedste og mest harmoniske måde. Alle, der har været i United, ved, hvor svært det er at sige farvel, for det er et helt unikt sted. De sidste næsten otte år i klubben har været en fantastisk udfordring med mange ubeskrivelige oplevelser,« siger Stylsvig til Børsen.

Casper Stylsvig blev hentet til Manchester United fra Barcelona, hvor han var udviklingsdirektør og brand manager. I Manchester United har han været med til at lave historisk store sponsoraftaler med Chevrolet og Adidas, men nu ligger fremtiden i London hos Fulham, der ejes af Shahid Khan.

Han ejer også NFL-holdet Jacksomville Jaguars og er en mand med store ambitioner for Fulham, der i denne sæson overlevede i den næstbedste engelske række.

»Jeg fik et tilbud fra Fulham, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Der venter så mange nye, spændende udfordringer i jobbet, hvor jeg får større ledelsesansvar og indflydelse, end jeg nogensinde har haft, så for mig er det faktisk klart et skridt op ad på karrierestigen. Det føles helt rigtigt. Jeg glæder mig meget til at starte,« siger Stylsvig.