I sommer skiftede den 24-årige danske målmand Martin Hansen til den hollandske midterklub ADO Den Haag fra FC Nordsjælland, hvor han var røget ud i kulden.

Og det skifte har han ikke fortrudt. Ikke i et eneste sekund.

Martin Hansen, der som helt ung kom til selveste Liverpool, er nemlig et stort hit i Æresdivisionen, hvor han fire gange i løbet af de første 12 runder var på ugens hold. Han er desuden blevet hædret med prisen som månedens spiller i sin klub.

»Det er sgu startet rigtig, rigtig godt,« fortæller Martin Hansen.

»Jeg har genfundet lysten, og jeg går glad på arbejde hver dag. Jeg føler mig som en vigtig del af holdet. Jeg elsker klubbens trænere, og det er bare fedt igen at spille fodbold.«

Den sidste tid i FC Nordsjælland var bestemt ikke lykkelig for målmanden, der blandt andet faldt ud med klubbens fysiske træner, og Martin Hansen var generelt kørt sur i fodbolden.

»Jeg vil helst ikke snakke om Nordsjælland, da det er et overstået kapitel. Men der var nogle ting i og omkring klubben, som gjorde, at man ikke kunne fokusere på det, man var der for.«

»Jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at komme til så stærk en liga. Jeg spillede ikke i et halvt år i FC Nordsjælland, men jeg har fra start af genfundet mit niveau hernede, og det synes jeg har været rigtigt rart,« lyder det.

Successen i Holland har ikke fået Martin Hansen til at gøre krav på en plads på Mortens Olsens landshold, selv om tanken om en udtagelse har strejfet ham.

»Jeg kunne personligt godt tænke mig at vide, hvor jeg står henne i forhold til landsholdet. Man går altid og håber, at der kommer en opringning. Men jeg skal nok holde mit nuværende niveau over en længere periode, før det bliver aktuelt. Men det kan da gå hurtigt,« fortæller han og afslører, at Morten Olsen har været på tribunen, når ADO har spillet mod nogle af de klubber, der ligger tæt på den belgiske grænse.

»Men om han har skrevet en note om Martin Hansen, det ved jeg ikke.«