Ligesom i Danmark blev Norge ramt af et voldsomt tordenvejr søndag aften. Det gik udover kampen Sarpsborg 08-Haugesund, hvor danske Christian Gytkjær blev så nervøs, da han oplevede lynnedslagene kom tæt på, at han bad dommeren om at fløjte kampen af.

Gytkjær spillede tidligere i FC Nordsjælland, og derfra kender han Jonathan Richter, som under en træningskamp mod Hvidovre tilbage i 2009 blev ramt af lynet, efterfølgende lå i koma og endte med at amputeret få den nederste del af det ene ben. Derfor er danskeren særdeles bekendt med risikoen ved at spille videre i tordenvejr, og det gjorde han dommeren opmærksom på.

- Vi så det komme nærmere og nærmere, og jeg er glad for, at dommeren sendte os af banen. Det er noget af det værste, som jeg har oplevet, siger Christian Gytkjær til vg.no.

Han erkender, at han blev nervøs, da lynene kom tæt på stadion, og sammen med den tidligere Horsens-spiller Steffen Ernemann, som nu spiller i Sarpsborg, tog han fat i dommeren.

- Ja, jeg blev bange. Jeg huskede tilbage på episoden, hvor min ven blev ramt af et lynnedslag.

- Steffen var vældigt aktiv, og jeg sagde også fra. Vi ville ikke risikere, at noget lignende skete her.

Dommer Brage Sandmoen valgte at lytte til danskernes råd, og selvom der kun manglede 11 minutters spilletid, afbrød han kampen i 44 minutter, indtil uvejret var drevet over. På det tidspunkt var stillingen 2-0 til gæsterne fra Haugesund, og det stod der fortsat på måltavlen, da de sidste 11 minutter var blevet afviklet.

Gytkjær havde med sit tiende mål i denne sæson sørget for at fordoble føringen fem minutter inde i anden halvleg, og Haugesund er med 13 point i løbet af de sidste seks runder klatret fra sidstepladsen op til en 11. plads med to point ned til stregen.

- Jeg er en goalgetter og i god form. Kroppen er i orden, og det er sjovt at spille fodbold, forklarer Gytkjær, der er nummer to på Tippeligaens topscorerliste, om sin egen succes.