FCKs græske Champions League-modstander får uvurderlig hjælp fra Danmark

Når FC København på onsdag møder Panathinaikos i Champions League, vil grækerne vide stort set alt om det danske mesterhold. Ikke blot fordi de har kigget på DVD’er og haft græske spioner på plads, men fordi en dansker med stor indsigt i dansk fodbold har spioneret for dem.

Navnet er Henriksen, René Henriksen, og som en anden hemmelig agent er hans tilbagemeldinger totalt hemmeligstemplede.

- Ja, jeg har snakket med klubben om kampen mod FC København, men jeg har total tavshedspligt om, hvad jeg foretager mig, så jeg kan ikke sige så meget, forklarer René Henriksen.

På fodboldbanen var han kendt som den stille, diskrete, men stærke mand, der som anfører styrede tropperne på det danske landshold uden at gøre stort opmærksom på sig selv. Samme diskretion har han fastholdt i sit nuværende job, hvor han hovedsageligt rejser rundt i Danmark og scouter potentielle spillere til Panathinaikos, men altså også lurer på de danske hold, når de møder grækerne.

René Henriksen er som altid venlig og imødekommende, men når det kommer til spionagen mod FC København er han lukket som en østers.

Kan du fortælle om styrker og svagheder ved Panathinaikos, som FCK skal passe på eller udnytte?

- Nej, jeg er ansat af klubben, så det ville ikke være fair, siger René Henriksen.

Vil du fortælle, hvad du har oplyst til grækerne om FC København?

- Nej, det vil jeg heller ikke. Det holder jeg mellem mig og grækerne.

René Henriksen spillede selv i Panathinaikos fra 1999 til 2005, hvor han vendte hjem til AB for siden altså at arbejde som scout for den græske klub, som han derfor følger tæt. I begyndelsen af denne sæson og henover sommeren har det ikke været lige så morsomt som tidligere, for klubben har været gennem en turbulent tid på ledelsesplan og har fået en resultatmæssig dårlig start på sæsonen. Med en sejr og to uafgjorte kampe i sæsonens tre første kampe samt et 1-5 nederlag til Barcelona i Champions League er holdet langt fra den form, de dedikerede fans havde håbet.

- Der er pres på dem, men det er der jo, bare man spiller en enkelt kamp uafgjort i Grækenland. Formmæssigt er de ikke på deres ypperste i øjeblikket, for selvom det var ventet, at de ville tabe til Barcelona, så kan man jo sige, at der er forskellige måder at tabe på. Holdet har ellers holdt på mange spillere i denne sæson og forstærket som med Boumsong, men det ser ud som om, han har brug for lidt tid til at blive spillet ind i forsvaret, siger René Henriksen, der alligevel mener, at Panathinaikos er favoritter.

- Holdet bør kunne vinde over FC København på hjemme. Både i kraft af spillernes individuelle styrke, og på grund af hjemmebanen, hvor fansene er gode til at lægge et tryk på modstanderen, siger René Henriksen.