Andreas Bo gik i oktober ind i fodboldklubben Rishøj Boldklub, som ligger i det nordlige Køge ud til motorvejen. Klubben spiller i Danmarksserien, og komikeren har udnævnt sig selv til elitechef. Nu har han så indgået en aftale med den tidligere Superliga- og ungdomslandsholdsspiller Andreas Granskov.

Men aftalen er ikke indgået helt, som vi normalt omtaler spillerhandler. Klubben spiller som bekendt kun i Danmarksserien og må derfor ikke indgå kontrakter med spillere. Andreas Granskov, der i efteråret har spillet for 1. divisionsklubben Fremad Amager, er derfor ansat i en administrativ rolle i klubben, mens hans spillerlicens er overgået til Rishøj Boldklub.

»Når vi spiller Danmarksserie, er der jo grænser for, hvad vi må. Vi har måttet baske lidt, og har fået stablet en aftale på benene, som alle er glade for. Vi vil selvfølgelig gerne have ham til at spille fodbold, men Andreas (Granskov, red.) kommer også til sammen med mig at bygge det her projekt op. Han har jo en masse erfaring, som vi kan trække på,« siger Andreas Bo til BT om sin nye angriber, som i første omgang skal være en del af klubben i et halvt år.

Andreas Granskov har blandt andet en fortid i FC Nordsjælland, hvor angriberen nåede at score 10 mål i 49 kampe.
Andreas Granskov har blandt andet en fortid i FC Nordsjælland, hvor angriberen nåede at score 10 mål i 49 kampe. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Vis mere

Spillende cheftrænere så man en del til i 90'erne, med John 'Faxe' Jensen i Herfølge og Gianluca Vialli i Chelsea, som to eksempler. Og selvom Andreas Granskov ikke skal være træner, indrømmer han, at det er en lidt sjov konstellation, der er blevet stablet på benene, så han kan spille fodbold i Rishøj Boldklub.

»Vi har grinet lidt af, at jeg er endt i en slags præ-direktørrolle, og der har vist ikke været spillende direktører i fodbold før,« siger Andreas Granskov grinende til BT.

Med et glimt i øjet har Andreas Bo kaldt sig for 'Don Bo', som en kæk hentydning til Don Ø, der huserede i FC København op igennem 90'erne og 00'erne, og klubbens førstehold ændrer navn til sommer, så Rishøj Boldklub kommer til at hedde Køge Nord FC med sloganet 'Klubben ved afkørsel 32.'

»Jeg ville gerne have et mere sexet navn, og det fik jeg så jokket igennem. Nu tror jeg faktisk, det ender med, at hele klubben skifter navn,« siger 'Don Bo' om navneskiftet.

Læs også: Her er Andreas Bos store ambitioner for Køge Nord FC

Det er tydeligt at mærke på Andreas Bo, at han er meget entusiastisk omkring projektet med Køge Nord FC, og planen er at gøre det mere underholdende at gå til fodbold. Og det er en målsætning, som den nye 'spillende præ-direktør' kan være med på.

»Hele projektet er superspændende. Der har jo været nogle udfordringer med at gøre det interessant at gå til fodbold, og der synes jeg, det er en sjov tilgang til det, at det skal være underholdende at gå til fodbold uanset, hvordan det går på banen,« siger Andreas Granskov, som dog understreger, at det ikke er ligegyldigt, hvordan det går på banen, og at klubben selvfølgelig stadigvæk går efter at vinde fodboldkampe.

Komikeren Andreas Bo Pedersen har sat sin involvering i fodboldklubben Køge Nord FC, der tidligere hed Rishøj Boldklub, på standby.
Komikeren Andreas Bo Pedersen har sat sin involvering i fodboldklubben Køge Nord FC, der tidligere hed Rishøj Boldklub, på standby. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Andreas Bo lægger ikke skjul på, at han er meget tilfreds med at have tilknyttet den 27-årige angriber til sin klub. Han mener, at Andreas Granskov kan supplere komikeren i de dele af fodboldbranchen, han ikke selv har helt styr på.

»Jeg er den underholdende del, og han er nok mere den sportslige del. Udover at være en dygtig angriber, så er han en rigtig god fyr, som repræsenterer meget af det, som jeg sætter pris på og gerne vil gøre til en del af klubben. I min verden hænger det her vanvittig godt sammen,« siger Andreas Bo.

Efter planen så skal klubben være rykket op i 2. division inden for tre år, og på grund af et skidt efterår bliver det ikke i denne sæson. Så det næste halve år skal bruges på at bygge klubben op og gøre den klar til at spille med om oprykning fra sommeren 2017, når klubben har skiftet navn. Det næste halve år skal samtidig bruges på at Andreas Granskov og Andreas Bo kan se hinanden an, så de kan undersøge, om samarbejdet skal fortsætte længere end den foreløbigt planlagte periode.

Indtil da vil landets første spillende direktør tørne ud for 'Klubben ved afkørsel 32' i Danmarksseriens Pulje 2.