Både sportsligt og økonomisk stormer Ajax’ angrebskomet, Kasper Dolberg, mod guldet takket være en præstationsbaseret kontrakt

Sammenligninger med Christian Eriksen og Zlatan Ibrahimovic og hævede øjenbryn fra en horde af europæiske storklubber.

Siden Kasper Dolberg i slutningen af juli debuterede for Ajax Amsterdam med en scoring i Champions League-kvalifikationskampen mod græske PAOK, er det bare gået én vej: Fuld fart frem med 200 kilometer i timen.

Tre måneder senere har den danske angriber tegnet sig for fem ligamål i den hollandske Æresdivision, han er forsidestof, og han har sikret sig en status som en af Europas mest lovende og ombejlede angribere. Danskerens tilværelse er med andre ord lukrativ. Også økonomisk.

Bag Kasper Dolberg står den danske agent Jens Steffensen. I maj sikrede han nu 19-årige Kasper Dolberg en femårig kontraktforlængelse, der vekslede angriberens ungdomskontrakt med en seniorkontrakt. En præstationsbaseret aftale, som Kasper Dolberg med sin øjeblikkelige spilletid og målform nyder særdeles godt af.

»Når han spiller, som han gør i øjeblikket, er det en guldkontrakt. Der er taget højde for det hele, så han har en virkelig god kontrakt,« siger Jens Steffensen til BT.

Med Kasper Dolbergs øjeblikkelige succes, der søndag fik endnu et skub med en genial scoring i topopgøret og arvefjendeopgøret ’De Klassieker’ mod Feyenoord, stiger interessen for danskeren, der i seneste udgave af det store hollandske fodboldmagasin, Voetbal International, kaldes ’Den nye Ibrahimovic’. Potentialet har Ajax været opmærksom på længe, og derfor strakte klubben sig langt, da man i foråret bandt den tidligere Silkeborg-spiller på en femårig kontrakt. Her hoppede danskeren op i den sjove ende af lønhierarkiet i Ajax, hvor man iføle BTs oplysninger opererer med et lønloft på ca. 7,5 mio. kr. om året.

»Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at han kan begå sig blandt de allerbedste, og det har vi taget højde for i vores kontraktforhandlinger. Han er i hvert fald blandt de bedst placerede,« siger Jens Steffensen uden at ville forholde sig konkret til danskerens løn.

Men selv om Kasper Dolbergs nye kontrakt allerede er indbringende, behøver det ikke stoppe her. Med silkeborgenserens nuværende målform og kometagtige udvikling, står Dolberg-lejren allerede med gode kort i forhold til at score sig en ny aftale, der vil sætte yderligere en fed streg under, at Kasper Dolberg er manden, der satses på i Ajax.

»Alt er muligt. Den kan godt blive fornyet allerede nu til en anden grundløn,« siger Jens Steffensen, der dog understreger, at der ikke er nogen dialog i gang vedrørende en ny og forbedret aftale – endnu.

I stedet gør han det klart, at Kasper Dolberg – trods interesse udefra – ikke skal nogen steder. Han skal blive og udvikle sig i Ajax:

»Der er henvendelser på ham hele tiden nu, men vi lavede en femårig aftale for at give ham tid til at vokse, og Ajax er et rigtig godt sted at vokse. Han skal ikke smides ud i et eller andet dumt med Real Madrid, FC Barcelona eller Manchester United. Han skal have lov til at blive bedre og bedre, og så skal hans tid nok komme. Ingen tvivl om det.«