Sanne Troelsgaard lavede tirsdag hattrick, da Danmark på udebane vandt 6-1 i VM-kvalfikationskampen mod Ungarn, og hun var efter kampen også fortrøstningsfuld i forhold til den konflikt, som de kvindelige landsholdsspillere har haft med Dansk Boldspil-Union.

»Det er 100 procent sikkert, at konflikten er løst på søndag. Jeg glæder mig til, at vi kommer i mål på søndag, og at vi kan se frem til resten af kvalifikationen på mandag,« sagde Sanne Troelsgaard tirsdag aften til DRs sportsudsendelse tirsdag aften.

Hun begrunder det med, at spillerne tog til Ungarn med en delaftale.

»Med delaftalen er næsten alt på plads. Der mangler nogle detaljer, men det tager vi helt roligt. Det skal vi nok finde ud af på søndag,« sagde Rosengård-angriberen.

Hun gik så vidt som til at sige, at der var ingen bad feelings mellem spillerne og DBU, selvom alle ved, at forhandlingsforløbet har været langvarigt og konfliktfyldt.

»Vi har det fint med DBU. Det var dejligt at gå på banen med DBU-logoet på trøjen. Stridighederne er bilagt, og vi har de sidste forhandlinger på søndag,« sagde Sanne Troelsgaard.

Danmark fører puljen efter den store sejr tirsdag. Næste modstander er Sverige, som lagde fra land med en sejr på 2-0 over Kroatien.