I efteråret blev den danske fodboldspiller Franck Semou overfaldet på åben gade med en hammer. De to dømte gerningsmænd er for nylig blevet foreløbigt løsladt, indtil de skal afsone deres straf, og samtidig er Semou udeblevet fra træningen i Norge.

Mandag i sidste uge skulle Franck Semou være mødt ind til træning i sin norske klub HamKam efter cirka to ugers pause fra turneringen. Men den danske anfører dukkede ikke op, og først to dage senere lykkedes det for klubben at få kontakt til ham. I første omgang lød meldingen, at han ville vende tilbage inden for en uge, men ifølge lokalavisen Hamar Arbeiderblad er han nu sygemeldt i en måned.

Den tidligere Brøndby-spiller pådrog sig i slutningen af september sidste år et voldsomt kraniebrud, da han tæt ved HamKams stadion, Briskeby, blev overfaldet med en hammer. Siden er det dog lykkedes for den 24-årige midtbanemand at vende tilbage og spille fast for sin klub, der ligger nummer et i sin pulje i den tredjebedste norske række.

Men nu er Franck Semou af uvisse årsager altså fraværende igen. Sygemeldingen kommer nogenlunde samtidig med, at de to danske mænd, der siden oktober har siddet varetægtsfængslet for overfaldet, er blevet løsladt i Norge og sendt hjem til Danmark.

Den ene af de to mænd er en 46-årig, dansk Hells Angels-rocker, mens den anden er 25 år gammel og angiveligt ligeledes har forbindelse til Hells Angels. I juni blev de idømt henholdsvis tre og tre og et halvt års fængsel, hvorfor myndighederne i Norge vurderede, at det ikke var nødvendigt at holde dem varetægtsfængslet længere. Begge har anket deres dom.

Franck Semou har for nylig både lukket sin Facebook, ligesom det ikke er muligt at komme igennem til hans telefon, men om løsladelsen af de to dømte og Semous sygemelding har noget med hinanden at gøre, vides ikke.

BT har været i kontakt med HamKams træner, Kevin Knappen, som forsikrer om, at klubben er i kontakt med danskeren, men han ønsker ikke at gå i detaljer vedrørende sygemeldingen.

»Vi kan ikke sige mere, end at han er sygemeldt, og at det er en personalesag,« siger Kevin Knappen.

Er det en skade?

»Som sagt kan jeg ikke kommentere på det. Han er sygemeldt, og det er der en grund til.«

Motivet for det blodige overfald, som fandt sted for snart et år siden, er endnu ikke fastlagt, men på retsmødet i juni erkendte den 25-årige gerningsmand ifølge Hamar Arbeiderblad, at han slog Franck Semou i hovedet med en hammer.

»Jeg slog ham to gange med hammeren - stille og roligt. Med al respekt, jeg kunne have smadret hans hoved, men det gjorde jeg ikke. Han stod oprejst, da jeg slog. Han kom tilbage for at hente sin telefon, og jeg kunne have slået ham flere gange, men det gjorde jeg ikke,« forklarede den 25-årige.

Ifølge ham drejede det sig om en seks år gammel episode, hvor Franck Semou angiveligt skulle have slået hans vens datter. Det er dog ikke noget, som den tidligere Brøndby-spillers advokat kender til.

»Det er noget nyt, der er kommet frem i dag, så det har vi ikke diskuteret. Men vi mener ikke, at det har nogen relation til sagen i det hele taget,« sagde Helge Hartz, da retssagen begyndte.

Den 46-årige Hells Angels-rocker fortæller, at han var i Norge, fordi han skulle lykønske et nyt Hells Angels-medlem. Han har hævdet, at han første gang hørte om overfaldet, da politiet stormede hans hus i slutningen af oktober.