En protest med klubben på grund af et transfer-nej?

Da Mads Albæk i den forgangne uge pludselig – og uden forklaring – var fraværende fra træningen i sin svenske klub IFK Göteborg, fik spekulationerne frit løb.

Søndag afslører den danske fodboldspiller så den tragiske baggrund.

»Ingen skal tvivle på, hvorfor jeg ikke var i Göteborg. Det var ikke i skuffelse over, at IFK sagde nej til Toronto. Jeg har været hjemme og begrave min far,« siger Mads Albæk til Aftonbladet i forbindelse med søndagens pokalkamp mod Arameiske, der endte med en 6-0-sejr.

LIGE NU TESTER KEVIN MAGNUSSEN SIN NYE HAAS-RACER FOR FØRSTE GANG. FØLG MED HER

For Børge Albæk døde for en uge siden efter i flere år at have lidt af lungesygdommen KOL. Mads Albæks far blev kun 59 år.

Den danske fodboldspiller i IFK Göteborg forlod allerede den nylige træningslejr i Dubai før tid, da hans mor ringede med dårligt nyt.

»Mor ringede og fortalte, at det var blevet meget værre, mens vi var i Dubai. Jeg tog et tidligere fly hjem, til København, så jeg kunne være hos min far på sygehuset. Det gik hurtigt til sidst,« siger Mads Albæk.

Hans far blev fredag begravet i Hvalsø: Herefter kørte Mads Albæk i løbet af natten tilbage til sin svenske klub.

Lørdag var han igen med til træningen.

Søndag spillede han 90 minutter i Svenska Cupen.

»Min far havde virkelig ønsket, at jeg havde spillet kampen, så selv om det var hårdt, var det dejligt at være tilbage på banen,« siger Mads Albæk.

Der konstaterer, at ’livet jo går videre' i interviewet med det svenske medie.

Søndag var der dog én ting, som den 27-årige midtbanespiller måtte forhold sig til at skulle undvære.

»Fodbolden betød rigtigt meget for min far. Han kørte mig til træninger og kampe, da jeg var yngre. Han var den, jeg snakkede med og analyserede kampene med, når jeg havde spillet. Han var min mentor,« siger Mads Albæk:

»Det bliver meget mærkeligt ikke at skulle ringe til ham nu efter dagens kamp.«

I interviewet fortæller Mads Albæk desuden, hvordan han har det med, at hans svenske klub afviste et vintertilbud fra MLS-klubben Toronto: »Jeg er ikke vred på IFK Göteborg. Jeg accepterer beslutningen, også selv om det blev lidt langstrakt og lidt mærkeligt, når de efter et par ugers diskussion frem og tilbage endte med at sige nej.«

Mads Albæk forlod i sommeren 2013 FC Midtjylland og rejste til franske Stade Reims. To år efter kom han til IFK Göteborg. Her begynder Allsvenskan først i april, hvor IFK Göteborg på månedens første dag spiller mod Malmö FF.