Nicklas Bendtner spiller sin første ligakamp for Rosenborg, når Tippeligaen i den kommende weekend bliver sparket i gang, men angriberen er bestemt ikke eneste dansker i Norges bedste række.

Kasper Nissen, Tonny Brochmann og Claes Kronberg. Siger navnene dig noget? Hvis du er en vaskeægte fodboldnørd, kender du dem måske, men ellers er det yderst sjældent, at de tre fodboldspillere trækker danske overskrifter.

Ikke desto mindre udgør de tre navne blot én lille del af den store gruppe på 14 danskere, der til dagligt slår deres fodboldfolder i den bedste norske række.

Bendtner kan altså se frem til at få dansk modstand, når han sammen med Rosenborg skal forsøge at hente det tredje mesterskab i træk hjem til Trondheim.

Så selv om norsk fodbold altså kun rimer på Bendtner i disse tider, løber der mange andre danskere rundt og gør en god figur nord for Danmark.

Tre af dem - Frederik Gytkjær i Haugesund, Claes Kronberg i Viking og Christoffer Remmer i Molde - fortæller her om tilværelsen i Norge, forventningerne til sæsonen og deres tanker om ligaens nye store profil: Nicklas Bendtner.

Foto: fkh.no
Vis mere

FREDERIK GYTKJÆR - angriber i Haugesund, som han skiftede til i januar fra Lyngby. Frederiks bror, Christian Gytkjær, blev i sidste sæson topscorer i Tippeligaen med 19 mål som frontangriber for Rosenborg, før han i januar skiftede til 1860 München:

Hvordan har din første tid været i det norske?

»Den har været god. Jeg har spillet i Lyngby næsten hele min karriere, så det hele har været lidt nyt for mig. Men også lidt bekendt fordi Christian (Gytkjær, red.) har spillet heroppe, så jeg har lidt vidst, hvad jeg kom op til. Alt i alt har den været god, og jeg føler, at jeg er på toppen. Derfor forventer jeg også allerede spilletid i weekenden - og generelt at være afgørende i hele sæsonen. Jeg kan ikke fordrage at være ligegyldig som spiller, så jeg vil være en vigtig fodboldspiller i klubben. Jeg ved dog godt, at man skal være lidt tålmodig, når man kommer som ny og skal lære holdkammerater og kulturen at kende.«

Har du fået mange spørgsmål om din bror?

»Ja, det må man sige. Jeg var dog bevidst om, at Christian har et godt navn i Norge og specielt Haugesund, hvor han har spillet, så forventningspresset er højt, men det må jeg tage med som fodboldspiller. Hvis jeg ikke kan klare det, må jeg finde på noget andet at lave. Jeg håber at gøre det godt, men jeg ved også, at Christian har været decideret voldsom heroppe.«

Hvad glæder du dig mest til?

»Jeg ved godt, at man snakker norsk fodbold ned i Danmark, men i træningskampene har jeg været meget overrasket over niveauet, så jeg glæder mig til at komme i gang med sæsonen og mærke stemningen.«

Hvordan tror du, Bendtner kommer til at klare sig?

»Nu så jeg mange af min brors kampe for Rosenborg, og der er ingen tvivl om, at hvis Bendtner er i form og spiller i nærheden af sit bedste, kommer han til at smadre kasser ind. Han passer perfekt ind i Rosenborgs måde at spille på, hvor der bliver skabt masser af chancer. Jeg tror, at han går en stor sæson i møde.«

Foto: viking-fk.no
Vis mere

CLAES KRONBERG - forsvarsspiller i Viking, hvor han har spillet siden januar 2016. Har spillet i den bedste norske række siden august 2011:

Hvordan har dine fem år i norsk fodbold været?

»Jeg begyndte i Sarpsborg, der var en lille klub, men det var faktisk rigtig godt. Jeg kom jo fra Nykøbing Falster Alliancen, så det var et stort skridt, men det blev lynhurtigt godt, og jeg har været rigtig glad for at prøve mig selv af i et nyt land.«

Kan du mærke, at der er kommet flere danskere til Eliteserien?

»Helt sikkert. Vi har jo alene tre i Viking, og det er da også sjovt, når man møder en anden dansker på modstanderholdet. Så hilser man lige og synes det er sjovt, at der er en anden, der taler dansk. Det siger da også lidt om, at den norske liga er blevet bedre.«

Du kommer jo til at stå over for Bendtner som forsvarsspiller. Ser du frem til det?

»Det bliver da helt vildt spændende. Det er en kæmpe profil, der kan løfte ligaen, og det bliver spændende at se, hvordan han præsterer på banen.«

Du kender niveauet i ligaen. Hvordan tror du, Bendtner kommer til at præstere?

»Jeg tror, han bliver en afgørende profil. Hvis han kommer i ordentligt form, tror jeg, han kommer til at score mange mål. Rosenborg skaber mange chancer, og holdets angribere scorer mange mål, så han skal bare komme i form og holde sig skadesfri.«

Forhåbentligt ikke et mål mod Viking?

»Nej nej! Det må han ikke! I alle andre kampe kan han score, som han vil. Men ikke mod os.«

Foto: moldefk.no
Vis mere

CHRISTOFFER REMMER - forsvarsspiller i Molde FK, som han skiftede til i sommer fra FC København:

Har du fundet dig til rette i det norske efter skiftet i sommer?

»Uden for banen gik det rigtig hurtigt, fordi byen Molde er lille, og selve truppen er rigtig social. Derfor fik jeg mere overskud til selve fodbolden, og jeg blev hurtigt fast mand. Jeg er ekstremt glad heroppe, og nu handler det bare om at beholde pladsen og blive en af de bærende kræfter på holdet i denne sæson.«

Molde er en af de største klubber i Norge og har vundet mesterskabet flere gange i det seneste årti. Hvad er jeres mål i år?

»Der er ingen tvivl om, at vi vil vinde mesterskabet og spille europæisk. Målet er altså at ende i toppen, så vi får opfyldt de europæiske ambitioner, og så går vi naturligvis også benhårdt efter mesterskabet. Den norske liga er fed, fordi det er tæt i toppen, og der kan ske rigtig meget.«

Du spiller i den bageste kæde, så du kommer til at skulle stå over for Nicklas Bendtner. Er du spændt?

»Det er jo altid sjovt at møde andre danske modstandere, når man spiller i Norge, men jeg har jo trænet med Bendtner i FCK i halvanden måneds tid, så jeg kender til ham. Men jo, det bliver sjovt, og vi må tage vores forholdsregler omkring, hvordan vi skal dæmme op for ham.«

Tror du, at Bendtner bliver en succes i Rosenborg?

»Det bestemmer han selv. Niveauet er højt i Norge, og hvis man vil have succes, er det op til en selv, for der bliver spillet hurtigt og direkte fodbold her. Så det må blive op til Bendtner selv, og jeg ønsker ham da selvfølgelig også held og lykke«

Vel ikke 'held og lykke', når I møder Rosenborg?

»Nej nej. Vi giver ham ikke lov til at score, når vi møder dem.«

 
Nicklas Bendter fik omkring en halv time på banen, og han fik naturligvis sat sit aftryk på kampen.
Vis mere