Landstræner Morten Olsen var ikke blandt de 220 indbudte gæster til DBU's Dansk Fodbold Award 2014.

Morten Olsen har 162 landskampe som landstræner og 102 landskampe som aktiv spiller, men alligevel var han ikke på invitationslisten til Dansk Fodbold Award fredag aften, skriver Ekstra Bladet.

»Der er sket en administrativ fejl, efter vi er gået fra et stort gallashow til en lille temaaften. Vi beklager, at der ikke er tilgået en invitation til trænerne. Det er skidt, det erkender jeg,« siger kommunikationschef i DBU Jakob Høyer til Ekstra Bladet.

DBU havde også glemt at invitere U21-landstræner Jess Thorup og assisterende landstræner Peter Bonde. Udover trænerne var spillerne heller ikke til stede. De havde dog i onsdags på forhånd meddelt, at de ikke ville møde op på grund af den verserende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.