Kasper Dolberg. Det kan godt være, du skal vænne dig til at høre navnet i den kommende tid, for danskeren er det seneste stjerneskud på den danske fodboldhimmel.

Det har han egentlig været længe i talentsammenhæng, men i øjeblikket brager han igennem som angriber for Ajax’ førstehold.

Det er ikke mere end ét år siden, Dolberg blev hentet til Ajax’ U/19-hold fra Silkeborg, men allerede nu har han scoret fire mål i seks kampe i den hollandske Æresdivision samt ét enkelt i europæisk sammenhæng. Senest scorede han to flotte mål i weekendens 5-1-sejr over PEC Zwolle, hvor han blev kåret til kampens spiller.

Det var den danske talentspejder John Steen Olsen, der i sin tid anbefalede Ajax at hente danskeren. Olsen har tidligere fået store navne som Zlatan Ibrahimovic og Christian Eriksen til Amsterdam med stor succes, og han spår, at danskerne ryger i samme retning. Op mod stjernerne.

Er han rent talentmæssigt på samme niveau som Eriksen og Zlatan?

»Ja, det må jeg sige. Kasper er et kæmpetalent. Jeg ville egentlig gerne have haft ham herned allerede for et par år siden, men så var han skadet, og så blev det først et år senere. (i 2015, red.) Kasper har altid for mig været en rigtig dygtig spiller, og jeg synes, han har alle kvaliteterne til at blive en topspiller. Og han er en fantastisk dejlig knægt. Han er stille og rolig med begge ben på jorden. Der er ikke noget hovski snovski dér. Allerede nu er han meget vellidt nede i klubben,« siger Ajax-scouten.

John Steen Olsen har allerede fået et par klap på skulderen i anerkendelse over Dolbergs talent. Senest da danskeren overværede mandagens Ajax-træning. Dolberg har indtil videre kun én enkelt U/21-landskamp på bagen, men det varer ikke længe, mener Olsen.

»Jeg ser ham som landsholdsspiller, og det skal nok komme. Vi har jo Åge Hareide, som er god med de unge spillere. Det skal nok ske. Det er jeg sikker på.«

Artiklen fortsætter under billedet...

Kasper Dolberg (tv.) har stor succes i Ajax og får mange kampe på førsteholdet. Her ses han i aktion for klubben mod græske Panathinaikos i Europa League.
Kasper Dolberg (tv.) har stor succes i Ajax og får mange kampe på førsteholdet. Her ses han i aktion for klubben mod græske Panathinaikos i Europa League. Foto: Ayhan Mehmet
Vis mere

Men som til alle fester er der jo nogen, der skal være den voksne og minde gæsterne om, at de måske lige skal besinde sig. For Dolberg er stadig blot 18 år og kun med et par måneder på bagen som seniorspiller i Ajax. Vejen mod det helt store gennembrud er stadig lang.

Den voksne i denne sammenhæng er sportsdirektør i Ajax, Marc Overmars. Hollænderen, der som aktiv brillerede for både Arsenal, Barcelona og det hollandske landshold, maner over for BT til besindighed over Dolbergs succes.

»I fodbold er det nemmere at slå igennem på den store scene end at forblive på toppen igennem længere tid. Spillerne skal vise, at de kan forblive på dét niveau. Normalt giver jeg ikke særligt mange interviews, fordi vi som klub normalt holder os i baggrunden og ikke snakker for meget. Som jeg ser det, er dette blot hans første skridt. Han har ikke opnået noget som helst endnu. Han har kun et par kampe for Ajax og har scoret fem mål. Nu vil alle kende ham. Forsvarsspillerne her i Holland vil kende ham og være ekstra motiverede for at stoppe ham, så han skal beskytte sig selv. Når han spiller over for en 30-årig forsvarsspiller, vil vedkommende gøre alt for at stoppe Kasper fra at score. I øjeblikket står Kasper ved bunden af trappen, og det her er det første trin. Han skal fortsætte med at tage skridt på skridt opad,« siger Overmars til BT.

Tirsdag skrev den hollandske avis De Telegraaf, at der internt i Ajax’ ungdomsafdeling havde været modstand i forhold til at hente Dolberg til klubben. Noget, der blev beskrevet som et decideret oprør. Man frygtede, at handlen ville gå ud over egne talenter, men i sidste ende trumfede sportsdirektør Marc Overmars samt assistenttræner Dennis Bergkamp, der også fungerer som mentor for Dolberg, handlen igennem.

Overmars har ikke de store kommentarer til historien.

»Det vil jeg ikke snakke så meget om. Det eneste, jeg ved, er, at John Steen Olsen og Dennis Bergkamp sagde til mig: ’Marc, hør her. Om et år spiller han på førsteholdet.’ Og det var nok for os,« siger sportsdirektøren om Dolberg.

Og indtil videre lader beslutningen også til at være noget, man ikke helt fortryder i Amsterdam. Trods modstanden.