Når Danmark skal forsøge at bygge et nyt landshold op efter mere end 15 år med Morten Olsen i spidsen, bliver det højst sandsynligt med norske Åge Hareide som kaptajn på det nye skib.

Hareide er ifølge Politiken og TV 2 Sport-journalisten Flemming Toft kun detaljer fra at nå frem til en aftale med DBU om landstrænerjobbet. Men hvad skal de danske fodboldfans så forvente af deres landshold efter 15 år med Morten Olsens pasningsbaserede og boldbesiddende spillestil?

BT har spurgt Max Wiman, der gennem adskillige år har dækket Malmö FF helt tæt for lokalavisen Sydsvenskan. Her er de tre vigtigste egenskaber hos Åge Hareide:

Åbenhed:

»Åge Hareide er præcis det samme som Morten Olsen. Jeg tror aldrig, at han ville kunne blive landstræner i Sverige, fordi han er alt for åben til det svenske fodboldforbund. En gang imellem laver vi sjov med ham, når vi taler med ham efter træning. Nogle gange er vi nødt til at sige til ham, at »Åge, vi har ikke mere tid, vi er nødt til at gå«. Han kan sidde og snakke en time efter træningen.«

Spilfilosofi:

»Han vil gerne have et meget direkte spil – at bolden skal flyttes hurtigt op i angrebet. Det skal ikke være så satset dog. Han vil have kontrolleret spil, men det skal ikke tage for lang tid at få bolden frem. Han vil også gerne presse ganske højt for at vinde bolden.«

»Det må ikke blive for omstændigt. Han bliver irriteret, hvis bolden trilles rundt for længe.«

Systemet:

»Hareide kan godt lide at skifte system. Han spiller 4-4-2, han har spillet 4-5-1, 5-3-2 og 5-4-1. Han varierer virkelig meget. Vi oplever ham som en utrolig taktisk træner – specielt i de europæiske kampe. Han elsker de store kampe, når de har den her karakter af 'knald eller fald'. Derfor tror jeg også, at han vil passe godt som landstræner.«