Det danske nederlag og Serbiens sejr over Albanien gør, at der fortsat er håb om direkte kvalifikation til EM i Frankrig. Det kræver dog, at Armenien får mindst et point mod Albanien på søndag hjemme i Jerevan.

Armenien kostede i høj grad en dansk plads ved VM i Brasilien – nu kan armenierne gøre det godt igen. For scenariet er enkelt: Kan armenierne stoppe Albanien på søndag, er den danske EM-billet hjemme.

Danmark har faktisk to skud i bøssen, for selv om Albanien kun er et point efter Danmark, er uafgjort ikke nok for albanerne, da Danmark er bedst indbyrdes på grund af Lasse Vibes udebanemål sidste år.

Danmark ender så på andenpladsen i Gruppe I efter Portugal, der altså blev EM-klar med 1-0-sejren over Danmark i Braga i aftes, og slipper derfor for playoff-opgør.

Og så kan de danske spillere meget passende sige ’au revoir’ – på gensyn – til de franske EM-værter allerede på søndag, når testkampen i Telia Parken er spillet færdig tæt på kl. 23.00.

Den kamp spilles nemlig først efter gyseren i  Jerevan, der allerede har kampstart kl. 18.00. Vinder Albanien, vil det ikke kun udløse den lille fodboldnations første tur til en slutrunde nogensinde. Det vil også sende Danmark direkte ud i playoff-runden. Så vil Danmark slutte på en tredjeplads i gruppen.

Her kan følgende datoer med fordel fluks blive krydses af i kalenderen: Playoff-kampene skal spilles 12.-14. november med returkampe 15.-17. november. Der trækkes lod 18. oktober.

Og modstanderne? Det er langtfra afgjort endnu, da der altså endnu mangler et par runder i de fleste grupper. Først på tirsdag ligger billedet fuldstændigt klar.

Følgende stribe af hold ligger nu til at slutte på tredjepladserne i deres respektive grupper, foruden Danmark: Ukraine, Ungarn, Kroatien(H), Irland Sverige(G), Slovenien (E), Israel (B) og Tyrkiet (A).

Heraf går det bedste hold direkte videre – og nej, det bliver desværre heller ikke her, at Danmark har en joker i baghånden. Til gengæld er der en lille positiv godte at finde her i koefficient-puslespillet, for det ligner lige akkurat en seedning til Morten Olsen og co. Hvilket i så fald vil betyde et par playoff-kampe mod Israel, Slovenien, Ungarn eller Tyrkiet.

Hov, Israel! Tja, lad os lige skrue tiden 16 år tilbage. Her spillede det danske landshold sig til EM i Holland/Belgien via 5-0 (ude!) og 3-0 mod netop israelerne i to playoff-kampe. Kampene blev dengang spillet 13. og 17. november. En reprise? Ja tak.