KØB PLUS!

Danmark møder værtsnationen til EM

Danmark trak bl.a. Sverige ved EM i fodbold for kvinder, som skal spilles i netop Sverige til næste år.

De danske kvinder skal op mod Sverige, Italien og Finland ved EM i fodbold, som spilles næste sommer.

Danmark møder værtsnationen Sverige i åbningskampen 10. juli i Göteborg. Tre dage senere går det løs mod Italien i Halmstad, mens Danmark i sidste puljekamp 16. juli skal møde Finland i Göteborg.

Netop Finland er et hold, som de rød-hvide bør kunne matche, mens Sverige formentlig er nummeret for stærke. Nemt bliver det heller ikke mod Italien, som vandt deres kvalifikationspulje helt suverænt med ni sejre og en uafgjort samt en målscore på 35-0.

Der er to andre puljer ved EM, og den ene består af Tyskland, Norge, Holland og Island, mens den anden pulje byder på kampe mellem Frankrig, England, Rusland og Spanien.

De to bedste fra hver pulje går videre til kvartfinalerne sammen med de to bedste treere.

Skulle træner Kenneth Heiner-Møllers tropper nå helt til finalen, skal de en tur til Stockholm, hvor slutkampen afvikles 28. juli.