Atlético Madrid kom tilbage på førstepladsen i den spanske liga takket være en sejr på 2-0 over Celta Vigo med Daniel Wass på holdet.

Med den ottende sejr i de seneste ni ligakampe tilbageerobrede Atlético Madrid søndag aften førstepladsen i Primera Division fra FC Barcelona.

Holdet var på besøg i det nordvestlige spanien hos Celta, og efter en målløs første halvleg kom Atlético Madrid i spidsen tre minutter ind i anden halvleg, da Antoine Griezmann spillede et-to med Luciano Vietto. Argentinerens pasning tilbage til Griezmann røg tværs igennem straffesparksfeltet, hvorefter den franske landsholdsspiller sendte bolden ind i det åbne Celta-mål.

Et lille kvarter før tid blev det 2-0, da indskiftede Yannick Ferraira-Carrasco fik fat i et langt udspark fra Atléticos målmand, Jan Oblak, hvorefter belgieren afdriblede et par modstandere og fyrede kanonen af. Celtas målmand, Sergio Àlvarez, havde hænderne på forsøget, men han kunne ikke forhindre scoringen.

Danske Daniel Wass spillede hele kampen for Celta, der ligger nummer fem i Primera Division.

Atlético Madrid fører som nævnt rækken. Mestrene fra 2014 har et forspring til FC Barcelona på to point, men de regerende mestre har spillet en kamp færre.

Real Madrid er yderligere to point efter FC Barcelona.