Mens Nicklas Bendtner stjæler overskrifterne i Danmark med sit jet-set liv, så er det Daniel Agger, som stjæler al opmærksomheden i udlandet.

Nicklas Bendtner har det rigtige look, en kendis-kæreste, barn med en baronesse, en smykkekollektion og et udfarende jetset liv. Det har givet ham en helt særlig stjernestatus som Danmarks mest eksponerede fodboldnavn. Bendtner tjener millioner på sit brand i form af sponsorkontrakter, fordi han netop er god til at suge opmærksomhed til sig. Bendtner har i den grad også været en vigtig spiller på det danske landshold, og hans præstationer under EM sikrede ham en lejeaftale med de italienske mestre Juventus.

Men Bendtners navn er slet ikke lige så brandvarmt, så snart man rykker uden for landets grænser. Her er det derimod den danske viking Daniel Agger, som stjæler al opmærksomheden. Aggers lederrolle i Liverpool og krigeriske præstationer både på landshold og i klubben har sikret ham et stærkt renommé. Det fik blandt andet de engelske mestre Manchester City til at indlede en hidsig jagt på Agger, og de bød i august over 200 mio. kr. for forsvarsprofilen.

BT har spurgt en lang række udenlandske fodboldjournalister om deres syn på toppen af danske fodboldspillere, og her vinder Agger suverænt.

BTs spørgsmål Hvem er Danmarks største fodboldstjerne ud af disse fire navne - og hvorfor? Christian Eriksen - Ajax, Daniel Agger - Liverpool, Nicklas Bendtner - Juventus og Anders Lindegaard - Manchester United.

José Felix Dias, Marca

- Agger er også et stort navn i Spanien. Det er blevet bemærket, at Barcelona var interesereret i ham i sommer. Han betragtes som værende blandt de ti bedste midterforsvarere i verden. Christian Eriksen er også blevet nævnt mange gange i forbindelse med spanske klubber. Han har et stort potentiale. Lindegaards navn er mest kendt, fordi han kæmper med David de Gea om målmandsposten i United, men vi mangler at se mere til ham. Nicklas Bendtner har slet ikke fået noget ud af sit potentiale på klubniveau, og ingen spanske topklubber vil røre ham.

Dominic Fifield, Guardian

- Daniel Agger er absolut det største danske stjernenavn i europæisk fodbold. Det gav ham en endnu højere status, at Manchester City og Barcelona jagtede ham i sommer. Klart en af de bedste forsvarere i Premier League, men for tit skadet uheldigvis. Lindegaard imponerer i Manchester United, fordi han gang på gang overhaler de Gea på målmandsposten. Stod fantastisk mod Liverpool. Ligner Fergusons foretrukne mand. Bendtner har potentiale, men har slet ikke udfoldet det endnu. Det gør han nok heller ikke i Juventus. Vi skal se Eriksen i en bedre liga for at bedømme ham.

Valerio Clarim, La Gazzetta

- Daniel Agger er en spiller, der kunne spille for flere af de største italienske klubber. Milan har tidligere været interesseret i ham. Han er en utrolig dygtig forsvarer, som på grund af skader ikke har fået nok ud af karrieren indtil nu. Nicklas Bendtner spiller for Juventus, og det giver ham klart noget status. Men der er stort pres på ham Juventus med så hård konkurrence i angrebet. Lindegaard og Eriksen kender vi ikke så meget til i Italien lige nu, men Lindegaard imponerer ved at spille så mange kampe i Manchester United.

Torsten Schabelon, Bild

- Agger er en fremragende forsvarsspiller. Han ville være en stor stjerne i Bundesligaen. Desværre har skader hæmmet hans karriere, men han er stadig ung nok til at nå den absolutte top. Eriksen har et kæmpe potentiale, men vi mangler at se ham slå til på højeste europæiske niveau. Anders Lindegaard og Nicklas Bendtner er meget på samme niveau. De mangler det helt store gennembrud på klubplan, men lige nu spiller Lindegaard jo på holdet i Manchester United, mens jeg ikke engang ved, om Bendtner overhovedet har fået kampe i Juventus

Øyvind Herrebrøden, VG

- Eriksen havde et lidt skuffende EM, men spiller fast på et af Europas mest traditionsrige hold, som altid er med i Champions League. En spiller vi godt kunne investere lidt norske oliemillioner på at få til at blive norsk. Bendtner var klart bedste dansker under EM og var fantastisk sidste efterår på det danske landshold. Begynder han at få mere spilletid i Juventus, så bliver han kæmpestor. Agger er en vigtig spiller i Liverpool. At store klubber ville have ham i sommerpausen, og at Liverpool vil forlænge, fortæller alt om hans status.Lindegaard er trods klubadressen milevidt bag de tre andre.

Johanna Garä, TV4

- Daniel Aggers navn nævnes altid med stor respekt, hvor end jeg kommer i Europa. Han er en frontfigur i en storklub som Liverpool, og han leverer altid solide præstationer. Eriksen er utrolig dygtig og talentfuld, men har spillet lidt for længe i en mindre liga til at blive regnet blandt de helt store stjerner i europæisk fodbold. Bendtner har de seneste år været lidt til grin i Europa. Alt for meget snak og alt for lidt på banen. Lindegaard er fortsat for anonym i europæisk fodbold til at sende Bendtner ned på sidstepladsen.Men Lindegaard er på vej frem i United.

Jorge Rodriguez, A Bola

- Agger er en europæisk topspiller, som vi er meget misundelige på her i Portugal. Skaderne har forhindret ham i at nå de største klubber i verden, og han har slet ikke vundet titler nok i karrieren i forhold til kvaliteterne. Eriksen er blevet nævnt i forbindelse med mange klubber. Han har gjort det godt i Champions League, og han er en ung spiller, der kan nå helt til tops. Han passer meget godt til den latinske spillestil med meget boldbesiddelse. Bendtner imponerer ikke på klubplan, men han har altid spillet fantastisk mod Portugal. Lindegaard skal vi bedømme bedre over en hel sæson.